Lav hjemmelavet læbepomade på 10 minutter! Det lyder umiddelbart kompliceret, men du kan faktisk ret nemt lave hjemmelavet læbepomade med en blid smag af honning og mynte. Læbepomaden er glat og blød og perfekt til sprukne læber.
(Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks – læs mere nederst på siden)
Blødgørende hjemmelavet læbepomade
En hjemmelavet hjemmelavet læbepomade med mynte er fløjlsblød og nem at smøre på læberne. Honningen gør læbepomaden ekstra blødgørende og giver en anelse sødme til smagen, som passer fantastisk godt til den blide smag af mynte. En rigtig god kombination, synes jeg.
Jeg er ikke selv særlig vild med frugtsmag i læbepomader, og derfor har jeg altid en læbepomade med neutral smag eller allerhelst pebermynte på mig. Jeg er nemlig totalt afhængig af læbepomade og er overbevist om, at jeg ikke kan overleve, hvis jeg er kommet hjemmefra uden. Så render jeg rundt og smører håndcreme på eller åbner kokosolie, hvis jeg er på besøg hos nogen.
Dåser og hylstre til læbepomader
Læbepomaden kan laves i små aluminiumsdåser eller du kan hælde dem i plastikhylstre alt efter, hvad du mest er til. Jeg laver gerne lidt af hver. Opskriften rækker til ca. 10-11 læbepomader, og derfor er der rigeligt til, at du også kan give væk i gaver. Jeg synes, en hjemmelavet læbepomade er en sød lille værtindegave. Eller lav en god pakke med fx læbepomade, bodyscrub, tørshampoo og måske nogle genanvendlige hæklede vatrondeller.
Hos Hedenhus kan du købe både aluminiumsdåser, forskellige læbepomadehylstre og mange andre former for læbepomadebøtter – til en yderst rimelig pris. Her bestiller jeg altid selv det, jeg skal bruge. Klik på billederne for at se de enkelte produkter og priser:
Opskrift på hjemmelavet læbepomade med honning og mynte (ca. 10-11 tuber)
Opskriften er ganske nem at følge, og du kan endda lave læbepomaderne sammen med dine børn. Det er sjovt at lave sammen, og dette r en meget tilfredsstillende følelse både at have lavet sin egen læbepomade og at bruge en læbepomade lavet kun på naturlige ingredienser.
Får du lyst til at lave mere naturlig skønhedspleje, så find gerne inspiration i de mange andre opskrifter her på siden:
Se alle opskrifter inden for naturlig skønhedspleje
Hjemmelavet læbepomade med honning og mynte
Equipment
- plastiktuber eller tindåser Kan købes hos Hedenhus
- lille plastiktragt (kan købes til ingen penge der, hvor du også køber bivoksgranulat)
Ingredienser
- 3 spsk kokosolie
- 1 spsk granuleret bivoks (kan fås i både hvid og gul – jeg bruger hvid)
- 1 tsk sheasmør
- 1 tsk honning
- ca. 8 dråber pebermynteolie
Sådan gør du
- Kom kokosolie, bivoks og sheasmør i en skål og varm det langsomt op i et vandbad ved at sætte skålen ned i en gryde med vand på medium varme.
- Rør rundt i blandingen, til den er helt smeltet og rør derefter honningen i.
- Tag skålen væk fra varmen og rør pebermyntedråberne i.
- Hæld derefter blandingen i tuber og dåser – brug gerne en lillebitte plastik- eller ståltragt, så du ikke rammer ved siden af.
- Lad læbepomaderne stå og sætte sig i ca. 1 time. Sæt dem derefter på køl og lad dem stivne helt.
- Så er læbepomaderne færdige, og de behøver derefter ikke at blive opbevaret på køl, men undlad at lægge dem i solen eller et meget varmt sted, fx i bilen på en varm sommerdag.
(Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks, hvilket betyder, at jeg tjener en skilling, hvis du klikker dig videre og foretager et køb. Jeg linker kun til varer og produkter, som jeg enten selv bruger eller som jeg vil anbefale. Klikker du på et link og køber, så støtter du samtidigt mit arbejde med at udvikle opskrifter, som jeg kan lægge ud til dig og alle andre – ganske gratis.)
4 comments
Hej Trine.
Kan man bruge andre olier i læbepomaden til at få en anden duft?
Mange hilsner
Margret
Hej Margret
Ja, du kan bruge lige den olie, du synes er bedst, men tjek at du kan tåle den – der er jo tale om æteriske olier.
Held og lykke med det,
Trine
Hej Trine
Hvilken type honning bruger du?
Vh Hanne
Hej Hanne
Jeg er så heldig, at min nabo producerer sin egen honning, så jeg bruger en ganske almindelig økologisk dansk honning – som oftest er den meget flydende det første stykke tid inden den for alvor krystalliserer, og her synes jeg, den er allerbedst. Men du kan bruge, hvilken som helst honning du har på lager.
Mange hilsner Trine
Comments are closed.