Lækre og bløde luciaboller med safran og kardemomme. Her er en dejlig opskrift på boller, der skal bage enten på luciadag eller som adventshygge i december. Bollerne er svampede og saftige og fulde af god smag.
En svensk tradition
På luciadag skal vi have luciaboller. Luciaboller glæder vi os til hvert år, for de er så lækre, bløde, fedtede og krydrede, at det er ren nydelse at gnaske dem i sig til eftermiddagskaffen. Og så er det bagværk, som hele familien laver sammen med stor fornøjelse og stor fantasi til de hyggelige toner fra julemusikken i radioen.
Dejen er sådan en blød og vamset en, som er let at arbejde med og let at forme krummelurer og snoninger på, hvilket gør det nemt for børnene at være med. Vores børn absolut elsker at forme bollerne i sjove figurer. Børnene er ikke så vilde med rosiner, korender og mandler i luciabollerne, så dem kommer vi kun på ca. halvdelen.
Lussekatter
Luciaboller kaldes for lusekatter i vores naboland. Det er nemlig et svensk bagværk, man man traditionelt bager omkring Luciadag den 13. december. Lussekatter er finurligt formede boller med en stærk gul farve, der kommer fra krydderiet safran.
Skal det være ægte lusekatter, formes bollerne som et S, hvor enderne rulles ind til bollen og hvor der placeres en rosin i midten. Mange af de forskellige former, som bollerne også kan formes i, har i Sverige deres egne navne, som fx et lindebarn, prästens hår og såkaka.
Opskrift på luciaboller med safran og kardemomme
Opskriften til den gule safrandej er ganske nem at lave – og bollerne smager altså fantastisk. Brug endelig ægte safran, hvis du har, og har du ikke safran i huset, kan man vist godt snyde lidt med gurkemeje i stedet, selv om det ikke helt giver den samme smag.
Får du lyst til at lave mere bagværk til julehygge, så kan det være, du kan finde inspiration i nogle af disse julede opskrifter:
Se alle opskrifter til julehygge
Luciaboller
Ingredienser
- 20 g gær
- 4 dl mælk
- 1 spsk groft salt
- 1 tsk hel safran
- 1 dl sukker
- 700-800 g hvedemel
- 100 g smør
- 1 tsk stødt kardemomme
- Evt. korender eller rosiner til pynt
Sådan gør du
- Lun mælken, så den er håndvarm og smuldr gæren heri i en røreskål eller på en røremaskine.
- Knus safran i en morter sammen med et par teskefulde sukker og kom det i mælken.
- Hak smørret i små stykker og rør det i den lune mælk.
- Rør derefter resten af sukkeret, salt og en del af melet i.
- Ælt til dejen er lækker, blød og smidig. Pas på med ikke at komme for meget mel i, men gem hellere noget til senere.
- Lad dejen hæve i skålen med et klæde over i et par timer. Du kan også lave dejen dagen før og lade den hæve natten over.
- Form nu en masse fine luciaboller med snirkler og krummelurer og læg dem på bageplader med bagepapir. Du får ca. 20-25 boller ud af en portion. Lad luciabollerne hæve en halv time til en time – de skal være luftige og lette. Pensl med et rørt æg (vi bruger altid et æg rørt med en stavblender i 10 sek.), så du får glatte, blanke boller.
- Bag bollerne ved ca. 190 grader i ca. 12-14 min., til de er lysebrune og lækre.