At lave sin egen mjødurtsukker, når sommeren for alvor sætter i gang, er en skøn måde virkelig at indtage sommeren på. Mjødurt har nemlig sin helt egen karakteristiske smag og duft, og omsat til en kryddersukker kan smagen drysses ud over desserter og kager og is.
Hjemmelavet blomstrende kryddersukker
Mjødurtsukker tager blot 5 minutter at lave, når du først har været ude i naturen og plukke den smukke lyse mjødurtblomst. Der er noget dybt tilfredsstillende ved at lave blomstersukker. Det føles nemlig, som om man forvandler noget smukt og velduftende til noget spiseligt i løbet af et øjeblik.
Og mjødurtsukker indkapsler mjødurtens hel unikke smag af mandler og sommer, vanilje og blomster. Det er en helt særlig og meget intens smag og aroma, man gemmer i kryddersukkeret.
Mjødurtsukker smager fantastisk at drysse på friskplukkede jordbær eller henover din havregrød. Derudover er kryddersukkeret oplagt at drysse på en kugle vaniljeis, henover kager og pandekager eller at bruge i dessert for en ekstra aromatisk smag. Prøv dig endelig fra – der er uendelige muligheder.
Mjødurt
Naturen byder på masser unikke og skønne smage, og en af sommerens smagfulde vilde urter er mjødurten. Den blomster så smukt og lysende over det ganske land i sommermånederne og vokser gerne der, hvor der er lidt fugtigt. Det kan være i nærheden af en grøft med vand eller i områder med lidt våd og moseagtig jord.
Du ser ofte mjødurten stå langs grøftekanterne, når du kører gennem landskabet. Så næste gang, du spotter mjødurt, så stop bilen og pluk en buket med hjem. Sørg for at sætte mjødurten i vand hurtigst muligt, da den hurtigt falder sammen.
Du kan også tørre mjødurtblomsterne og bruge dem i te eller gemme de tørrede blomster til at lave kryddersukker af senere på året.
Opskrift på mjødurtsukker
Du finder den meget nemme opskrift på hjemmelavet kryddersukker med den liflige smag af mjødurt lige her neden for.
Det er vigtigt, at du ikke skyller de friskplukkede mjødurtblomster, efter du har plukket dem. Så mister de nemlig en masse blomsterstøv, hvori smagen sidder. Lad blot blomsterne ligge på et lyst viskestykke i 10 minutter, inden du bruger dem. Herefter kan du ryste dem let, så eventuelle småkravl falder ud.
Har du lyst til at lave mere med mjødurt, så prøv også at lave mjødurtsirup.
Og søger du inspiration til at lave flere ting i køkkenet med blomster, så udforsk gerne de mange andre blomsteropskrifter, fx:
Se alle opskrifter med spiselige blomster
Mjødurtsukker
Equipment
- 1 minihakker, blender eller foodprocessor
Ingredienser
- ca. 150 g sukker
- 3-4 blomsterhoveder fra mjødurt
Sådan gør du
- Lad blomsterhovederne ligge på et stykke hvidt klæde i 10-15 minutter, så kryds og kravl kan kravle ud. Ryst evt. blomsterne lidt.
- Klip eller nip med fingrene blomsterne af stilken og vær opmærksom på, at du ikke får for meget stilk med (den er bitter).
- Kom sukker og mjødurtblomster i en lille minihakker eller lignende og blend, til alle blomsterne er blendet med.
- Bred sukkeret ud i et tyndt lag på et stykke bagepapir i ca. et døgn, så det kan tørre eller brug det med det samme.
- Når sukkeret er knastørt, kommer du sukkeret i minihakkeren igen og kører det et par omgange, så det bliver løst og lækkert.
- Fyld mjødurtsukkeret på glas.