Det er virkelig nemt at lave sin egen ramsløgsmør med citron. Smørret kan du selvfølgelig bruge som kryddersmør på brød eller på et godt stykke stegt eller grillet kød. Men du kan også bruge det til at stege i og dermed give fx grøntsager, kartofler eller kød en dejlig mild smag af forår.
Forår i maden
Når man har plukket ramsløg i skoven, er man nødt til at starte med at lave sin egen ramsløgsmør med citron. Det er den absolut lækreste kryddersmør til sommerens grillretter. Og i øvrigt til at stege grøntsager og kød i. Jeg laver altid flere ruller, som jeg kommer i fryseren og bruger hele sommeren.
Ramsløg er i den grad en forårsbudbringer. Det er en stor fornøjelse at plukke de forårsgrønne og stærkt duftende blade i skoven på denne tid af året. Der er så meget, man kan lave af ramsløg, og heldigvis er den der i et par måneder, så man har tid til at bruge den.
Ramsløg er selvfølgelig allerbedst, når blade er helt nye og spæde. Men der er intet i vejen for at lave en dejlig ramsløgpesto sidst på sæsonen eller klippe frisk ramsløg op i en salat og derefter pynte med de smukke, hvide ramsløgblomster.
Ramsløg er virkelig smagen af forår!
Ramsløgsmør med citron ligger helt klart i den lette og hurtige ende, når du skal omsætte din ramsløg til noget lækkert i køkkenet. Men det er en vidunderlig måde at få smagen af ramsløg ind i maden.
Opskrift på ramsløgsmør med citron
Neden for finder du den nemme opskrift på en hjemmerørt smør med ramsløg.
Da smørret kan fryses ned og dermed holde i flere måneder, ja nærmest sommeren over, kan det være en god idé at lave flere ruller. Så er der smør til alle de hyggelige grillaftener, der er i vente.
Har du plukket masser af ramsløg, kan det være, at disse udvalgte opskrifter med ramsløg også vil inspirere dig:
Omelet med ramsløg og bøgehatte
Ramsløgsmør
Ingredienser
- 25 g ramsløgblade
- 200 g stuetempereret smør
- 1 tsk flagesalt
- revet skal af 1/2-1 frisk øko-citron
Sådan gør du
- Skyl ramsløgbladene og læg dem til tørre på et rent viskestykke.
- Hak ramsløgbladene fint med en skarp kniv og rør de hakkede blade ind i smørret i en skål sammen med revet citronskal. Smag til med flagesalt.
- Pak smørret ind i film ved først at tørre bordet af med en fugtig klud og derefter rulle film ud, så det nærmest “klistrer fast” til det fugtige bord. Gentag, så du har to lag.
- Læg smørret i en tyk rulle med en spiseske.
- Rul filmen stramt rundt om smørret, tryk al luft ud, sno enderne og bind knude på.
- Opbevar ramsløgsmørret i fryseren, og tag smørret ud 10 minutter før du skal bruge det og skær skiver af det – til at servere på en tallerken til maden, til en bagt kartoffel eller blot til at stege i.
Læs den komplette guide til ramsløg