Ristede løg bliver bare ekstra lækre, når du laver dem selv. Og det er faktisk ret nemt og kræver ikke det helt store. Lav dine egne ristede løg, når du fx laver hjemmelavede hotdogs – luksusudgaven – eller til roastbeefen på frokostbordet.
Jo mere, man kan lave selv, jo bedre
Jeg har altid haft det sådan, at jo mere, man kan lave selv, jo bedre. Så ved man, hvad der er i den mad, man spiser og maden får en højere værdi, fordi man selv har brugt tid på at lave den og så værdsætter man den automatisk mere. Der sker et eller andet i vores hoveder, der gør, at vi værdisætter det hjemmelavede på en helt anden måde, end de madvarer, du kan finde i en plastikpose eller æske på hylden i supermarkedet.
Og så er der det der med langsomheden og fordybelsen. I denne travle og effektive verden er det godt at finde små huller, hvor livet ikke behøver at være produktivt og hvor man skal udrette en hel masse. Sådan er det med madlavningen. Vi skal hver dag have mad, og det kan være en enorm stor glæde at kunne lave god mad til sig selv og sine kære. Her kan man tage sig tid og nyde det – både madlavningen og spisningen. Her kan man tage en pause fra det travle liv og bare være i alt det nære.
Sådan laver du dine egne ristede løg
- 3 løg
- 2 – 3 spsk mel
- 1 dl neutral olie
Skær alle løgene i ringe.
Vend løgringene i melet i en lille skål.
Varm olien op til 160 grader i en lille gryde. Friter løgringene i olien, til de er helt sprøde og får en dejlig mørk gylden farve.
Tag løgringe op med en hulske eller lignenede og læg dem til afdrypning på en tallerken med et stykke køkkenrulle på, som kan suge det overskydende fedt.
God fornøjelse!