Denne smoothie med hyldeblomst er dejlig, uanset om det er morgen, middag eller aften. Og særlig dejlig er den om sommeren, hvor du kan lave den med friske bær og hjemmelavet hyldeblomstsaft.
Hyldeblomst som smagsgiver
Dette her er en herlig måde at anvende din hjemmelavede hyldeblomstsaft på – at hælde den i en smoothie som smagsgiver. For det er helt sikkert hyldeblomstsaften, som giver smoothien den dejlige sommerlige smag, sammen med de friske bær selvfølgelig.
Jeg er helt vild med, når jeg kan lave noget i mit køkken, som jeg kan anvende i en hel masse sammenhænge, som man kan med hyldeblomstsaften.
Smoothien er helt oplagt at lave henover sommeren, hvor man måske kan plukke bærrene friske i haven eller som minimum få friske danske bær på grønttorvet eller lignende. Måske er der endda en gårdbutik i nærheden af, hvor du bor, som sælger friske bær. Der er intet, der kan måle sig med friskplukkede danske bær.
Hvis du bruger friske bær, kan det være en god idé at komme en håndfuld isterninger i blenderen, så smoothien bliver dejlig kold og læskende.
Sådan laver du smoothie med hyldeblomst (2 glas)
- 1 dl hindbær – friske eller frosne
- 2 dl blåbær – friske eller frosne
- 1 lille banan
- 1 tsk vaniljesukker
- 1/2 dl koncentreret hyldeblomstsaft
- en sjat vand
- evt. isterninger, hvis du bruger friske bær
- 1 lille stykke mørk chokolade til pynt
Blend først bærrene sammen med banen og vaniljesukkeret. Sørg for, at det bliver blendet fint.
Tilsæt derefter hyldeblomstsaft sammen med lidt vand og evt. isterninger. Kør blenderen i et halv til et helt minut.
Hæld smoothien på glas og pynt evt. med friske hyldeblomster og hakket mørk chokolade
God fornøjelse og nyd din lækre smoothie med hyldeblomst. PS/ Der står to glas, men én person kan sagtens drikke det hele selv.
Brug også din hyldeblomstsaft til at lave hyldeblomstsirup, hyldeblomstfromage eller hyldeblomstgelé.