Varme drikke hører efteråret og julen til! Denne smukke gløgg er lavet på solbærsaft, æblemost og lidt solbærrom eller creme de cassis og smager vidunderligt krydret og varmende. Den har et skønt fyld af rå æbler, mandler og krydderier, og kan også serveres som en alkoholfri varm drik.
Smuk og indbydende varm drik
Solbærgløgg er den smukkeste og mest indbydende varme drik lavet på (hjemmelavet) solbærsaft og ufiltreret æblemost. Tåler man alkohol, smager den skønt med enten lidt solbærrom eller creme de cassis i, men man kan også bruge en helt almindelig rom eller lignende.
Den varme drik har en vidunderlig krydret smag med en anelse vanilje og er fyldt med æblestykker og mandelsplitter som fyld. Derfor kan den også sagtens serveres som en alkoholfri varm drik til både børn og voksne.
Gløggen tager ingen tid at lave og er et rigtig godt og lækkert alternativ til den klassiske rødvinsgløgg eller æblegløgg.
Solbærrom eller creme de cassis
Den velsmagende røde gløgg laves på en hjemmelavet solbærsaft. Har du solbær i fryseren er det en saft, der er nem at lave selv. Men du kan også sagtens købe en god dansk solbærsaft i supermarkedet og bruge i stedet.
Solbærsaften blandes med ufiltreret æblemost – to ting, der går virkelig godt sammen – og krydres med vanilje, kardemommekapsler og stjerneanis. Det er helt vidunderlige smage sammen. Har du selv presset æblemost i løbet af efteråret, skal du selvfølgelig bruge den her.
Og har du lavet din egen solbærrom eller creme de cassis, så er det her jo en oplagt mulighed for at drikke den på fornuftig vis. Både solbærrommen og creme de cassis’en smager fuldstændigt fantastisk i solbærgløggen og gør den til noget helt særligt. Jeg vil i hvert fald mene, at den ikke kun skal drikkes i julemåneden, men hele efteråret og vinteren.
Opskrift på solbærgløgg
Opskriften på solbærgløgg nedenfor er til to personer, og skal du lave til flere, ganger du blot opskriften op.
Først varmes solbærsaften op med æblemost og krydderier og derefter får den lov til at trække i mindst 30 minutter og også gerne en time, hvis tiden er til det. Derefter varmes drikken op igen og fyldes kommes i. Til sidst kommes enten solbærrom eller creme de cassis i. Dette kan man enten gøre i selve glassene eller i gryden, hvis alle skal have.
Får du lyst til at lave mere gløgg og krydrede varme drikke, så kan det være, du finder inspiration i nogle af mine mange andre opskrifter på varme drikke. Her er et lille udpluk, men der er mange flere:
Se alle opskrifter på varme drikke
Solbærgløgg
Ingredienser
- 2 dl rå solbærsaft
- 3 dl ufiltreret æblemost
- 1/2 stang vanilje
- 3 hele kardemommekapsler
- 1 hel stjerneanis
- 1 æble skåret i tern
- 20 g mandelsplitter
- 4-8 cl solbærrom eller creme de cassis
Sådan gør du
- Kom solbærsaft og æblemost i en gryde.
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Giv hver kardemommekapsel et tryk, så smagsstofferne frigives.
- Kom vaniljestang og -korn, kardemommekapsler og stjerneanis i gryden og varm langsomt blandingen op indtil kogepunktet. Sluk for gryden og lad gløggen stå og trække i 1/2-1 time.
- Skær æblet i små tern.
- Varm gløggen op igen til kogepunktet og tag gryden af lige før, gløggen begynder at koge, så den er rygende varm. Hæld æblestykker, mandelsplitter og solbærlikør i og server med det samme i to store glas.