Har du masser af vindruer i drivhuset, er det helt oplagt at lave disse skønne og nemme vindruepickles, som smager fantastisk til ost. Vindruerne kommer i en syrlig lage med hvidvinseddike, som giver dem en pikant smag.
Syltede vindruer
Disse vindruepickles tager ca. 10 minutter at lave og er en genial måde at bruge sine vindruer fra drivhuset på. De hvidvindseddikesyltede vindruer smager skønt til ost, fx en brie eller blå, som gerne kræver lidt sødt/syrligt til.
Dyrker du ikke vindruer selv, kan du sagtens lave dem alligevel. Køb nogle gode druer i supermarkedet og vælg gerne søde blå eller røde druer, som samtidigt ser flotte ud på ost.
Hvad er pickles
Pickles er traditionelt små stykker grøntsager, der overhældes med en krydret eddikelage – enten med eller uden sukker. I denne opskrift behandler vi vindruerne, som var de grøntsager. De skylles og lægges i glas og overhældes med en eddike-sukker-lage med enebær. Eddiken er en hvidvinseddike, som er mere mild og smagfuld end en lagereddike.
Vindruerne smager godt til både ost, paté, kødpålæg og middagsretter, hvor de tilfører både syre og sødme og giver samtidig en frisk sprødhed som tilbehør.
Opskrift på vindruepickles
Den nemme opskrift på de lækre pickles finder du lige nedenfor. Hvis du køber dig til vindruerne, så sørg for at købe nogle gode økologiske vindruer, der ikke indeholder rester af sprøjtegifte. Konventionelle vindruer fra supermarkedet topper nemlig listen over frugt og grøntsager, hvor der er fundet store mængder af pesticidrester.
Rigtig mange har i dag vindruer i drivhus eller have, og har du ikke selv, så kan det være din nabo har eller en eller anden i lokalområdet. Nogle gange giver en enkelt vindrueplante så mange vindruer, at de næsten ikke er til at nå at spise. Og så deler folk gerne ud af dem, så de slipper for rengøringen, når vindruerne bare får lov til at hænge og rådne.
Får du lyst til at lave mere med vindruer, så tjek også gerne disse opskrifter:
Se alle opskrifter med vindruer
Vindruepickles
Ingredienser
- ca. 200 g vindruer
- 1 dl hvidvinseddike
- 1 dl vand
- 1 dl sukker
- 3-4 hele tørrede enebær
Sådan gør du
- Skyl vindruerne og klip dem i små klaser eller hiv dem af enkeltvis og læg dem i enten to små glas eller et større.
- Kom hvidvinseddike, vand, sukker og enebær i en lille gryde og varm det langsomt op, til sukkeret er opløst. Det skal kun lige nå kogepunktet.
- Hæld den varme eddikeblanding over vindruerne og luk glassene til.