Duften af roser, der spreder sig i hele huset – sådan er det, når man laver sin egen rosensirup. Og efterfølgende kan man så smage de duftende roser på sin morgenmad, på en god kugle vaniljeis eller måske i en sommerdrink.
Rosernes dufte og smag
Rosensirup smager helt fortræffeligt på friske jordbær eller i en omgang koldskål. Eller i en drink. Eller hældt over en skål is. Sirup lavet på rosenblade er en nem sirup at lave, og så er den fuld af smag og virkelig smuk.
Det er sådan med roser, at smagen bliver forskellig alt efter, hvilken slags roser, du plukker bladene fra. Jo mere en rose dufter, jo mere smag giver denne roses blade til siruppen. Så bruger du kun kraftigt duftende roser, vil din sirup også få en kraftig smag. Blander du kraftigt duftende roser med roser, der ikke dufter så meget, får du en sirup, som smager mindre kraftigt.
Bruger du kun kraftigt duftende roser, kan siruppen næsten blive for intens. Her kan du med fordel anvende færre rosenblade. Har du ikke så kraftigt duftende roser i din have, så anvend en større mængde.
Rosernes farve
Det samme gælder farven på roserne. Jo mørkere farve roserne har, jo mørkere bliver din rosensirup. Jeg gør som regel det, at jeg blander roserne. Når jeg samler ind, sørger jeg for at få både kraftigt duftende roser (fx rose de recht, hybenroser), helt røde roser og pink og rosa roser, som ikke dufter helt så meget.
På den måde opnår jeg en farve og smag, som for mig er i balance og er helt perfekt.
Opskrift på rosensirup
Lige her under finder du opskriften på den rosenrøde sirup med den mest vidunderlige smag af blomstrende sommer. Eksperimenter blot med farver og smag og brug endelig løs af de roser, du har i haven. Alle roser kan bruges. Plukker du roser i den vilde natur, så sørg for at plukke roser, der ikke er forurenede af trafikos eller sprøjtemidler (hvis de står langs en mark).
Får du plukket masser af rosenblade – eller er du ved at svømme over af blomstrende roser i haven – så kan det være at du også vil finde inspiration i disse opskrifter med roser:
Agua fresca med rose, citronmelisse og lime
Rosensukker – lyserødt og lækkert
Rosensirup
Ingredienser
- 150 g friskpukkede rosenblade
- 1 liter vand
- 400 g sukker
- 1 økologisk citron
Sådan gør du
- Rens rosenbladene for skidt og smådyr.
- Læg bladene i en gryde og fyld vand på.
- Kog rosenblade op, og lad det hele stå og småkoge i ca. 5 minutter. Først vil farven blive nærmest blå, hvorefter farven langsomt skifter til rosa.
- Tag gryden af varmen og lad rosenbladene stå og trække, indtil blandingen er helt kold.
- Si rosenvandet gennem en fintrådet sigte og over i en ren gryde.
- Tilsæt sukkeret og lidt frisk citronsaft og kog blandingen op. Hvis det skummer, så skum af – det er nemlig urenheder, der samler sig i skummet, så det er vigtigt at få væk.
- Lad siruppen stå og småkoge, indtil den har den rette konsistens. Du skal typisk koge ca. halvdelen af siruppen ind. Du vil se, at farven nu bliver mere og mere rød, efterhånden som siruppen koger ind og bliver mere koncentreret. Smagen vil også blive kraftigere.
- Det kan være en smule svær at se, hvornår siruppen er klar, da der jo er ganske stor forskel på, hvor tyk den er, når den er varm og kold. Tag derfor en lille skefuld og hæld på en kold tallerken og tjek, hvor flydende den er, når den har fået lov at køle af. Er den meget tyndtflydende, skal din sirup koge lidt mere. Er den blevet for tyktflydende, gør du bare det, at du tilsætter lidt mere vand og lader den koge et par minutter mere.
- Hæld siruppen på flaske straks den er færdig, men vent med at sætte prop/låg på indtil den er helt kølet af.
Noter
Rose de rescht
Den rose, jeg plukker flest rosenblade fra, er fra min yndlinghaverose rose de rescht, og hvis du ikke allerede har denne vidunderlige rose i haven, kan jeg stærkt anbefale den. Af alle roser i min have er det nok den, jeg mindst ville undvære og den, som jeg bruger mest i madlavningen i i mine opskrifter med roser.
Hvis du selv får lyst til at plante rose de rescht i haven, kan du bestille den lige her på Plantetorvet: