Lav en dej, som kan stå i køleskabet, og som du kan bage friske boller af hver dag hele uden. Det er da luksus. Køleskabsbrødene er sunde, grove og lækre og smager vidunderligt.
Dej i køleskabet
Det fantastiske ved køleskabsbrød er, at man rører dejen sammen og lader den stå i mindst 8 timer i køleskabet, hvorefter man kan tage lidt af dejen hver dag og bage friske boller hver eneste dag. Uden at skulle røre en ny dej sammen hver gang. Det er da nemt!
Dejen kan stå i 5 døgn i køleskabet, og portionen er ret stor, så der er til flere bagninger.
Vi laver ofte dejen lørdag aften, sætter den i køleskabet til søndag morgen, hvor vi bager første hold brød til søndagsmorgenkaffen. Og så bager vi lidt dag for dag – nogle gange kun tre boller til børnenes eftermiddagsmad i skolen. Piece of cake!
Udover nemheden med at bage disse boller, er bollerne sunde, svampede og lækre. Køleskabsbollerne indeholder nemlig masser af havregryn, hvilket er med til at holde brødet blødt, fugtigt og svampet indeni. Samtidig får bollerne en dejlig sprød skorpe.
Smagen udvikler sig i gærbrød over tid, og når dejen får lov at stå i køleskabet i flere dage, får man efterhånden boller med en ret god smag.
Vær opmærksom på, at dejen skal røres sammen i hånden og ikke på maskine.
Opskrift på køleskabsbrød (håndrørt)
Opskriften på køleskabsbrød har jeg fået af min søde moster, som har fået den af en veninde. Så jeg ved faktisk ikke, hvor originalopskriften stammer fra. Jeg har justeret den lidt, så den passer lidt bedre til os, men udgangspunktet er det samme.
Dejen til bollerne røres sammen i hånden modsat mange andre opskrifter på boller, hvor man gerne rører dejen sammen på maskine. Det gør denne opskrift utrolig let, og det er nem at røre dejen sammen på hvilket som helst tidspunkt på dagen, da det tager kort tid, og der ikke skal æltes.
Får du lyst til at bage flere lækre boller, så tjek gerne de mange andre opskrifter på hjemmebagte boller:
Køleskabsbrød
Ingredienser
- 25 g gær
- 1 liter koldt vand
- 2 spsk salt
- 2 spsk sirup eller honning
- 500 g havregryn
- 150 g sigtemel
- 350 g hvedemel
Sådan gør du
- Rør gæren ud i vandet og tilsæt derefter havsalt og sirup (du kan bruge hvilken som helst sirup eller honning). Rør rundt med en grydeske.
- Så hælder du havregryn i og rører igen. Tilsæt til sidst mel og rør det jævnt ud i dejen. Dejen skal være være tung og våd, og må ikke være flydende.
- Sæt dejen i køleskabet med film over og lad den hæve i mindst 8 timer.
- Sæt bollerne på en bageplade med en våd ske lad dem hæve på pladen, mens du varmer ovnen op til 230 grader varmluft.
- Bag bollerne i 10 minutter og skru derefter ovnen ned på 180 grader. Bag dem i 15-20 minutter mere, indtil de er fine gyldne.
- Lad bollerne køle af på en bagerist.