Har du en rest risengrød til overs, så lav disse lækre, saftige og svampede risengrødsboller og undgå madspild. Bollerne er nemme at lave og smager vidunderligt og julet. Perfekt til adventshygge.
Undgå madspild
Risengrødsboller bager man, når man har en rest risengrød til over fx fra aftensmaden dagen før. Det er nemlig ikke meningen, at man skal stå og koge risengrød for at lave bollerne. Til gengæld er det måde at undgå madspild på. For det er da skønt at kunne bruge sine rester til noget ganske fornuftigt og, i dette tilfælde, ganske lækkert.
Bollerne bliver tilmed ekstra bløde og svampede på grund af risengrøden og tilsætter man lidt krydderier, får man nogle meget julede og lækre boller. Jeg synes, bollerne smager utroligt godt med kardemomme i, men du kunne også tilsætte kanel, stødt ingefær eller en anelse stødt nellike og revet appelsinskal. Der er mange muligheder for at krydre bollerne.
Og er du slet ikke til krydrede boller, kan du også sagtens bage dem uden krydderier. Særligt, hvis du eller din familie spiser risengrød året rundt.
Opskrift på risengrødsboller
I denne opskrift på risengrødsboller er der opgivet en eksakt mængde risengrød. Men har du lidt mere eller lidt mindre, bruger du blot hvad du har og regulerer efterfølgende med melmængden. Bruger du lidt mere risengrød, skal du med al sandsynlighed også bruge lidt mere mel og omvendt.
Har du kun en lille rest risengrød, fx en halv mængde end den, der er opgivet i opskriften, kan du erstatte resten med mælk, kærnemælk eller yoghurt. Kogte ris kan selvfølgelig også anvendes – og vil gøre bollerne saftige og lækre på samme måde.
Og så du lyst til at bage flere julede ting, så udforsk også gerne disse dejlige og julede opskrifter:
Klatkager
Krydrede juleboller med juleøl
Risengrødsboller
Ingredienser
- 25 g gær
- 2 dl mælk
- 2 dl vand
- 1 spsk honning
- 2 tsk salt
- 1 æg
- 2 spsk olie
- 250 g risengrød
- 3 tsk kardemomme
- ca. 750 g hvedemel
- 1 lille sammenpisket æg til pensling
Sådan gør du
- Kom gær, mælk og lunkent vand i en røreskål. Rør til gæren opløses.
- Tilsæt honning, salt og æg og rør. Tilsæt derefter olie, risengrød og kardemomme og fortsæt med at røre.
- Tilsæt nu mel lidt ad gangen og ælt dejen godt sammen – gerne på røremaskine – til den er fast og blank.
- Lad dejen hæve 1 time ved stuetemperatur.
- Tænd ovnen på 220 grader varmluft.
- Tril ca. 16 boller og fordel dem på to bageplader belagt med bagepapir.
- Lad bollerne efterhæve i ca. 20 minutter.
- Penls bollerne med sammenpisket æg, skru ovnen ned på 200 grader og bag bollerne i ca. 12-15 minutter, til de er flotte og gyldne.