Brombærclafoutis med hvid chokolade er en skøn dessert eller kage til kaffen at lave i brombærsæsonen. Det er nemt og hurtigt, og foreningen af kage, brombær og smeltet hvid chokolade er bare lækker.
Brombær og hvid chokolade
En ægte sensommerkage: Brombærclafoutis med hvid chokolade! Når er der mange brombær – og det er der virkelig, når brombærsæsonen er på sit højeste – så skal der laves alverdens ting og sager med brombær. Også kager!
En brombærclafoutis med hvid chokolade er blot en af mange forskellige kager med brombær, vi veksler mellem at lave i sæsonen. Den er både nem og hurtig at bage, og så smager den virkelig skønt af sensommer og mørke bær. Den er perfekt til eftermiddagskaffen, men kan også sagtens anvendes som en dessert, fordi den ikke er så kage-agtig. Den er allerbedst, hvis den spises med letpisket fløde til og hæld gerne en lille smule brombærsirup henover fløden – det er rigtig godt.
Den hvide chokolade i kagen giver den lige det lille ekstra, så det må du endelig ikke udelade. Af en eller anden årsag går hvid chokolade og brombær baresærdeles godt sammen, og jeg tænker, det skyldes kombinationen af det meget søde med det syrlige og krydrede. Skal du gøre kagen ekstra lækker ved servering, kan du fx lave noget bagt hvid chokolade i ovnen, som knuser henover flødeskummet ved servering – så giver det også lidt knas.
Opskrift på brombærclafoutis
Nedenunder finder du opskriften på den dejlige clafoutis med brombær og hvid chokolade, men i princippet kan du lave den med lige præcis de frugter og bær, som du lige har til rådighed. Prøv fx også denne mirabelleclafoutis med nougat – den smager virkelig skønt.
Har du mange brombær, tænker jeg, at disse opskrifter måske også kan inspirere dig:
Brombærtærte med chokoladefyld
Se alle opskrifter med brombær
Brombærclafoutis med hvid chokolade
Equipment
- Stort ovnfast fad eller 8-10 ramekiner
Ingredienser
- 3 æg
- 60 g hvedemel
- 150 g sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 knsp fint salt
- 2 dl sødmælk
- 1,5 dl cremefraiche
- ca. 400 g friske brombær
- 2 spsk sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 75 g hvid chokolade
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader og smør det ovnfaste fad eller ramekinerne godt med smør og drys derefter med sukker.
- Slå æggene ud i en skål og pisk dem, til de skummer. Tilsæt mel, sukker, vaniljesukker og salt sammen med sødmælk og cremefraiche. Pisk det hele godt sammen.
- Lad dejen hvile i ca. 10-15 minutter.
- Skyl brombærrene og hæld al overskydende vand fra. Vend brombærrene i en skål med 2 spsk sukker og 1 tsk vaniljesukker.
- Læg derefter brombærrene i fadet/ramekinerne, så de fylder godt. Hak den hvide chokolade og fordel den henover brombærrene.
- Hæld kagedejen over brombærrene og bag clafoutisen i midten af ovnen i ca. 30 minutter – lidt kortere tid, hvis du bruger ramekiner. Kagen skal være smuk gylden og hæve godt op. Den falder ned igen, når den kommer ud af ovnen, men det er helt, som det skal være.
- Lad kagen køle af og server den derefter med letpisket fløde med lidt vanije i eller en god vaniljeis. Hæld evt. lidt brombærsirup henover.