Denne brombærmarmelade med citronmelisse har den dejligste friske smag og kan virkelig anbefales. Det er en skøn opskrift på en klassisk brombærmarmelade krydret med citronmelisse for at give marmeladen ekstra smag.
Efterårsmarmelade
Brombærmarmelade med citronmelisse er en skøn marmelade med en frisk smag af den dejlige krydderurt, citronmelisse. Så, hvis du har haven fuld af citronmelisse (som jeg har), er det bare om at få det brugt i din marmelade.
Vi plukker altid store mængder af brombær i august og september. En stor del ryger i fryseren, så vi har brombær til resten af året, men de fleste omsætter vi med det samme i køkkenet. Vi laver marmelader med forskellige smag. Vi synes nemlig, det er så lækkert at kunne tage en ny marmelade ud med en anderledes smag end den foregående. Og hver marmelade er jo lækker og smagfuld på sin egen måde. Se kan se nogle af opskrifterne på de forskellige marmelader og syltetøj her:
Brombærmarmelade med mandler og appelsin
Marmelade er mere fast end syltetøj, og hvad man synes er bedst, er smag og behag. Men du kan lave enten marmelade eller syltetøj med lige præcis den smag, du synes, er lækker. Prøv dig frem.
Marmeladen spiser vi selvfølgelig på brød, men den er også enormt skøn på pandekager eller i kager, fx i disse lækre brombærsnitter. De smager så dejligt af sensommer og efterår.
Opskrift på brombærmarmelade med citronmelisse
Du finder den nemme og dejlige opskrift på efterårsmarmeladen af brombær og citronmelisse lige her nedenunder. Brug gerne citronmelisse fra haven. Hvis du ikke har citronmelisse, kan du evt. erstatte med citronverbena.
Får du lyst til at lave andre gode ting med brombær, så tjek også mine mange andre brombæropskrifter. Her er et ganske lille udpluk:
Se alle opskrifter med brombær
Brombærmarmelade med citronmelisse
Equipment
- Sylteglas
Ingredienser
- 1000 g brombær
- 500-750 g sukker
- saften af 1 citron
- ca. 3 tsk geleringsmiddel
- 3 spsk finthakket citronmelisse
- Atamon til skylning af glas
Sådan gør du
- Kom de friskplukkede brombær i en sigte eller et dørslag og skyl dem nænsomt under den kolde hane med en blød stråle.
- Hæld derefter brombærrene i en gryde sammen med citronsaft og bring dem forsigtigt i kog.
- Lad brombærrene koge i 5-10 minutter, hvorefter du tilsætter sukkeret. Hvor meget sukker, du skal tilsætte, kommer an på syrligheden i bærrene – her er du nødt til at smage dig frem.
- Lad marmeladen koge en lille smule ind og tilsæt så geleringsmiddel, som du rører op i et par spiseskefulde sukker og derefter drysser ud over marmeladen i et meget tyndt lag. Rør i gryden mellem hvert drys. Prøv først med 1-2 teskefulde, og derefter med en skefuld mere, hvis marmeladen stadig er tynd. Lad geleringsmidlet koge med i et par minutter. Der er meget væske, når man koger brombær, og derfor er det nødvendigt at tykne det lidt, så man får en sammenhængende marmelade. Husk, at marmeladen bliver tykkere, når den bliver kold. Hvor tyk den skal være, er udelukkende et spørgsmål om smag og behag.
- Tag gryden af varmen og tilsæt finthakket citronmelisse.
- Hæld marmeladen på skoldede og atamonskyllede sylteglas. Luk glassene med det samme og opbevar dem mørkt og køligt.