Creme de cassis er en sødlig solbærlikør med en dyb mørkerød farve og en intens smag af solmodne solbær. Likøren er nem at lave selv og er både arbejdet og ventetiden værd. For den smager intet mindre end fantastisk.
Likør af solmodne solbær
En creme de cassis eller en hjemmelavet solbærlikør, som vi siger på dansk, er et lille likør-vidunder, som er så såre nem at producere selv. Særligt, hvis man har solbærbuske i haven og fri adgang til at kunne plukke de smagfulde sorte bær.
Solbærlikøren stammer oprindeligt fra Bourgogne-området i Frankrig, hvor man ofte drikker den som en aperitif. Faktisk bliver der årligt produceret omkring 16 millioner tons creme de cassis i Frankrig, så man kan vist roligt sige, at det er en likør, man holder meget af både i Frankrig og i resten af verden.
Men det er altså også en likør, der bare smager uovertruffen på linje med en hjemmelavet solbærrom. Den kan drikkes, som den er – gerne med en isterning i – eller den kan blandes i en cocktail. Den smager også vidunderligt i en hjemmelavet solbærgløgg.
Det er i øvrigt også den likør, som man bruger til at lave den kendte velkomstdrink, Kir Royale, hvor likøren blandes op med en mousserende vin. Blandes solbærlikøren med hvidvin, hvilket også smager fantastisk, kaldes det blot en Kir. Og når den blandes med rødvin, kalder man det en Cardinal.
Se alle opskrifter på hjemmelavede likører
Opskrift på creme de cassis
Neden for finder du den nemme opskrift på hjemmelavet solbærlikør. Pluk gerne solbærrene, når de er godt modne og i en tør periode, hvor de ikke har fået så meget regn. Så er smagen nemlig mest intens og fyldig i bærrene, og det giver en bedre solbærlikør. August er et rigtig godt tidspunkt.
Har du mange solbær i haven, så kan det i øvrigt være, du også kan finde lidt inspiration i mine mange andre opskrifter med solbær. Her er et lille udpluk:
Creme de cassis
Equipment
- 1 stort sylteglas med låg, ca. 2 liter
Ingredienser
- 800 g friske solbær
- 70 cl vodka
- ca. 400 g sukker
- evt. en håndfuld friske solbærblade
Sådan gør du
- Skyl og rens solbærrene godt for skidt.
- Mos solbærrene let med en gaffel – uden at kvase dem helt.
- Kom de letmosede solbær i et stort sylteglas og hæld sukker over. Mængden af sukker afhænger af, hvor sød du ønsker din solbærlikør.
- Lad solbærrene stå og trække med sukkeret en times tid på køkkenbordet. Hæld derefter vodka på og tilsæt evt. en håndfuld solbærblade (da de også afgiver en god smag af solbær).
- Sæt låg på sylteglasset og lad likøren trække et mørkt sted i ca. 3 måneder. Smag gerne på likøren undervejs.
- Si solbærrene fra og hæld likøren i en flaske. Hvis du ønsker den ekstra fin, så filtrer den gennem et kaffefilter sat i en kraft ned i den flaske, du gerne vil opbevare likøren i.
- Lad gerne solbærlikøren lagre en måneds tid eller to, før du drikker af den – så får den mere karakter. Likøren kan holde sig i flere år.