Disse fastelavnsboller med saltkaramel smager som en drøm – lette og luftige med cremet fløde og blød karamel med en smag af butterscotch og havsalt. Det bliver da næsten ikke bedre. Fastelavnsbollerne er lavet som vandbakkelser, som er både nemme og hurtige at lave.
Saltet karamel
Hvad skal vi have til eftermiddagskaffe? Fastelavnsboller med saltkaramel! Der skal selvfølgelig masser af fastelavnsboller på bordet i dagene omkring fastelavn og vinterferie. Og fastelavnsboller er så hyggelige at bage selv. Faktisk kan der gå helt sport i at lave forskellige udgaver af fastelavnsboller med utallige smagsvarianter.
Forskellige slags fastelavnsboller
Vi kan godt lide at lave flere forskellige slags fastelavnsboller. Det er selvfølgelig helt obligatorisk, at vi skal lave gammeldags fastelavnsboller – de er og bliver det største hit hjemme hos os, og vi elsker disse fastelavnsboller. Ofte er det ikke nok kun at bage dem en enkelt gang.
Åbne fastelavnsboller med vaniljecreme er en anden variant, som vi simpelthen også er nødt til at lave hvert år. Armen altså, de smager jo himmelsk – og så er de perfekte at servere på en kold februardag efter en dejlig gåtur.
De svenske semlor – fastelavnsboller med flødeskum og marcipan lavet på en gærdej med kardemomme er en nyere variant, som er blevet yderst populær – og ikke bare hjemme hos os, men i hele Danmark.
Som regel bager vi også en større omgang vandbakkelser. Det giver os mulighed for at lege lidt med forskellige smage og cremer. Og så er der nu ikke noget som en vandbakkelse med flødeskum og creme eller syltetøj. Virkelig lækkert og syndigt.
Opskrift på fastelavnsboller med saltkaramel
Disse fastelavnsboller med saltkaramel er lavet på vandbakkelser fyldt med flødeskum og hjemmelavet saltkaramel. På toppen er der en saltkaramelglasur, som lige sætter prikken over i’et. Synes du, der skal vaniljecreme i, kan du selvfølgelig også gøre det. Opskriften finder du nedenfor – lige til at printe ud.
Er du vild med at bage fastelavnsboller, så tag også et kig på de andre opskrifter på lækre fastelavnsboller:
Fastelavnsboller med vaniljecreme og chokoladepynt
Fastelavnsboller af vandbakkelser med mokkacreme
Semlor: Fastelavnsboller med marcipan og chokoladeskum
Se hele samlingen af opskrifter på fastelavnsboller her
Fastelavnsboller med saltkaramel
Equipment
- Sprøjtepose og tyl
Ingredienser
Saltkaramel
- 150 g sukker
- 1/2 dl vand
- 30 g smør
- 1,5 dl piskefløde
- havsalt
Vandbakkelser
- 75 g mælk
- 75 g vand
- 75 g smør
- 100 g mel
- 3 æg
- flormelis
Karamelglasur
- 125 g karamel
- 75 g flormelis
- lidt mælk
Flødeskum
- 2,5 dl piskefløde
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 tsk sukker
Sådan gør du
Saltkaramel
- Rør sukker og vand sammen i en lille gryde, som ikke er af teflon. Varm sukkeret op uden at røre i gryden, så sukkeret ikke krystalliserer. Dette gøres ved høj varme.
- Hold godt øje med sukkeret. Først smelter det og begynder at boblekoge, hvorefter det vil begynde at tage farve. Jo mere farve, karamellen tager, jo mere bitter vil den blive. Karamellen skal være smuk gylden og ikke alt for mørk. Det går hurtigt, når først sukkeret begynder at tage farve, så hold blikket på det.
- Når sukkeret er gyldent, skruer du ned for varmen til middel. Her kan det være en god idé at tage selve gryden af varmen, så du har styr på karamellen. Tilsæt smørret og rør det godt rundt i karamellen (ja, nu må du gerne røre).
- Sæt gryden tilbage på varmen og hæld nu fløden i lidt ad gangen, mens du fortsat rører rundt.
- Når al fløden er i, lader du karamellen småkoge i 2-3 minutter. Jo længere tid, den koger, jo stivere bliver den, når den køler af. Hvis du fx vil bruge den i en hjemmelavet is, så skal den blot koge 1-2 minutter, skal du bruge den på kage, må den godt være lidt stivere.
- Smag til sidst til med et par drys havsalt – pas på ikke at komme for meget i, det smager af mere, end man tror.
- Hæld karamellen på glas – gerne gennem en lille sigte, så du er sikker på, at der ikke er sukkerkrystaller med.
- Opbevar på køl, men tag gerne karamellen ud af køleskabet en times tid, inden du skal bruge den, så den kan få den rette konsistens og temperatur. Karamellen er naturligvis stivere, når den er helt kold.
Vandbakkelser
- Hæld vand, mælk og smør i en gryde og varm det op til kogepunktet.
- Tag gryden af varmen og og rør alt melet i med en træske.
- Stil gryden tilbage på varmen og varm dejen op på medium varme, mens du rører konstant med træskeen. Når dejen begynder at samle sig og trække sig væk fra grydens sider, tager du den af varmen. Dejen skal være 75 grader i gryden.
- Lad dejen stå og køle af i gryden i ca. 10-15. Når dejen er nede på 60 grader (mål gerne med et chokoladetermometer), rører du æggene i ét ad gangen. Her er det lettest at bruge enten en træske eller en elpisker. Rør æggene godt ind i dejen, til dejen får et “rent afbræk”.
- Hæld dejen i en sprøjtepose med en stjernetyl og sprøjt boller på en bageplade med bagepapir. Skal de være store som på billederne, skal de være ca. 6-7 cm i diameter og med en højde på 5-6 cm. Dyp evt. en finger i vand og tryk bollernes top ned, hvis de bliver lidt spidse.
- Sigt et helt tyndt lag flormelis over fastelavnsbollerne og bag dem ved 180 grader i almindelig ovn (ikke varmluft) i ca. 30 minutter eller indtil de er flot gyldne. De må ikke være for lyse, for så er der chance for, at de falder sammen.
- Sluk ovnen og stil ovnlågen på klem i ca. 15 minutter. Det forhindrer dine fastelavnsboller i at falde sammen.
- Tag fastelavnsbollerne ud af ovnen og lad dem køle af, inden du glacerer dem og kommer flødeskum og saltkaramel i.
Karamelglasur
- Bland saltkaramel med flormelis og en skefuld mælk eller to – jo mere mælk du kommer i, jo tyndere vil glasuren blive.
Pisk fløden og saml fastelavnsbollerne
- Pisk fløden til skum og tilsæt vaniljesukker og sukker. Pas på, du ikke pisker fløden for meget, den må ikke blive grynet.
- Halvér fastelavnsbollerne og sprøjt flødeskum i bunden. Læg en god klat saltkaramel i midten.
- Smør karamelglasur på toppen. Dryp evt. en klat ren saltkaramel ovenpå.
- Sæt låg på bollerne og server med det samme.