Italiensk focaccia med rosmarin og havsalt er virkelig nemt at lave. Altså virkelig nemt. Jeg plejer at røre dejen sammen om aftenen – det tager ca. 2 minutter – og næste morgen har vi friskbagt focaccia-brød. Du kan også lave det som madbrød til aftensmaden eller til ostebordet. Så bliver friskbagt brød ikke nemmere.
Italiensk madbrød
En hjemmebagt focaccia med rosmarin, tomater og havsalt kan få dig til at drømme om at sidde i en gylden solstråle i Toscana med et køligt glas hvidvin og lækkert madbrød. Hjemme hos os er vi vilde med focaccia – både os voksne og vores børn. Det smager virkelig fremragende, og det bedste af det hele er, at det er så pærenemt at lave.
Og det er det, fordi der for det første næsten ingen arbejde er i at lave det, og fordi det ingen tid tager. Du skal ikke ælte i evigheder, og du skal ingen armkræfter bruge. Brødet laver ikke sig selv, men det er lige før!
Friskbagt og dryppende af olivenolie
Tænderne løber næsten i vand, mens brødet er i ovnen, for det dufter i hele huset, og kan få enhver syvsover ud af sengen. Friskbagt knaser det af sprødhed samtidig med, at brødet er svampet blødt og lækkert indeni. Bunden glinser en smule af olivenolie, og det smager næsten, som sidder man på en lille veranda i Toscana, mens kirkeklokkerne kalder til kirkegang og cikaderne synger i buskene.
Du kan lave focaccia med hvad som helst på toppen: Friske tomater, krydderurter, bare salt eller med oliven, hvidløg eller lignende. Bare prøv dig frem. En af mine ynglingsvarianter er dog foccacia med rosmarin, tomater og havsalt!
Opskrift på focaccia med rosmarin, tomater og havsalt
Du kan enten lave brødet over to dage eller samme dag. Vælger du at lave det over to dage, rører du dejen sammen om aftenen, sætter film over og stiller den på køl til næste morgen. Her er det vigtigt, at dejen får lov at temperere, inden du bager brødet, så giv dejen en times tid på køkkenbordet inden.
Laver du brødet på én dag, rører du dejen sammen om morgenen og lader det stå overdækket på køkkenbordet i mindst 3-4 timer, hvorefter du kan bage det med det samme.
Får du lyst til at bage mere spændende madbrød, så find gerne inspiration i de mange andre opskrifter på lækkert madbrød:
Focaccia med rosmarin, tomater og havsalt
Equipment
- 1 Lille bradepande, ca. 20 x 30 cm
Ingredienser
- 4 dl lunkent vand
- 1 pose tørgær (eller 25 g almindelig gær)
- 2 tsk havsalt
- 180 g durummel
- 180 g hvedemel eller tipo 00-mel
- ca. 1/2 dl olivenolie
- friske rosmarinkviste
- ca. 12 små tomater
- flager af havsalt til toppen
Sådan gør du
Dag 1
- Rør tørgæren ud i det kolde vand.
- Tilsæt begge meltyper og salt. Rør dejen godt med en ske – ikke på maskine, men i hånden. Det tager ca. et par minutter. Dejen skal være godt klistret, men må endelig ikke være alt for tynd. Hvis du synes, den er for sjasket, så tilsæt en smule mere mel, så den bliver lidt mere fast og sej i det.
- Film skålen og stil den på køl til næste dag.
Dag 2
- Tag skålen ud af køleskabet og lad den stå på bordet i ca. 10 minutter. Hæld derefter forsigtigt dejen over i en lille bradepande beklædt med bagepapir. Lad den stå og hæve i ca. 1/2-1 time.
- Hæld olivenolie over dejen i en tynd stråle og prik små huller med et par fingre. Læg tomater jævnt fordelt. Drys havsalt og frisk rosmarin hen over dejen og bag derefter brødet i ovnen ved 210 grader varmluft i ca. 30 minutter.
- Lad brødet køle lidt af inden servering.