En blød, svampet og helt utrolig lækker og smagfuld gulerodskage med ostecreme. Sådan en man drømmer om at sidde med sammen med en god kop kaffe om efteråret – eller blot når vejret ligner. Vi bager nu kagen året rundt.
Denne gulerodskage har vi lavet i mange, mange år i familien, og det er i virkeligheden en kæmpestor fejl, at den først kommer på bloggen nu. Men her er den: Den bedste gulerodskage med ostecreme.
Kagen er nem og enkel at bage, og der er garanti for succes. Jeg har endnu aldrig oplevet, at det er gået galt med denne kage. Samtidig er kagen hurtig at bage, og det er jo også en fordel i visse situationer.
Gulerødder gør kagen svampet og tilfører fugt, så det er også en kage, der aldrig ender med at blive tør. Ostecremen er selvfølgelig også med til at gøre kagen lidt lækker snasket og fuld af smag. I det hele taget er det bare en lækkerbisken af en saftig kage, som hører til absolut toppen af vores liste over vores yndlingskager i familien.
En saftig kage til alle anledninger
Skal du bage en hurtig kage til eftermiddagskaffen, er gulerodskagen hel oplagt. Du kan også gange opskriften op 1/2 gang og lave dobbelt ostecreme, så kan du lave en høj gulerodskage i to lag med ostecreme i mellem – hvis du vil gøre lidt mere ud af det og lave en slags “cafékage”. På denne måde er den også smuk at servere til fødselsdag og andre festlige anledninger.
Brug fx denne røde fløjlskage i tre lag med mælkefrosting som inspiration. Den er bagt i en lille springform, så der laves en mindre, men højere kage, som smøres ind i creme.
Sidst, men ikke mindst, kan du også doble opskriften op, og lave en hel bradepande gulerodskage – til lejrtur, klassens time eller til udflugt.
Opskrift på gulerodskage
Nedenfor finder du opskriften på den nemme gulerodskage med ostecreme. Er du vild med lækre kager, så prøv også at tjekke disse opskrifter ud:
Gulerodskage med ostecreme
Equipment
- Springform 26 cm
Ingredienser
- 300 g sukker
- 3 store æg
- 2,5 dl solsikkeolie eller en anden smagsneutral olie
- 250 g hvedemel
- 1 spsk natron
- 1/2 tsk fint salt
- 1 spsk stødt kanel
- 300 g revne gulerødder
- evt. 75 g hakkede valnødder
Ostecreme
- 100 g flødeost naturel
- 50 g blødt smør
- fintreven skal af en 1/2 eller en lille citron
- 200 g flormelis
Sådan gør du
- Pisk æg og sukker sammen, til det skummer hvidt.
- Tilsæt olie.
- Bland mel, natron, salt og kanel sammen i en skål og sigt det derefter i dejen. Rør godt.
- Riv gulerødderne og vend dem i dejen sammen med evt. valnødder.
- Hæld dejen i en smurt springform på ca. 24 cm og bag kagen ved 175 grader i ca. 50 minutter. Stik spidsen af en kniv eller en strikkepind i midten af kagen – hvis der ikke hænger noget ved, er kagen færdigbagt.
- Tag kagen ud af ovnen og lad den køle af på en bagerist. Den skal være helt kold, inden ostecremen smøres på.
Ostecreme
- Kom flødeost, smør, flormelis og revet citronskal i en mindre skål og pisk det hele sammen med en elpisker i et minuts tid, til cremen er jævn og glat (den vil ikke blive helt jænv, da der jo er citronskal i).
- Smør ostecremen henover kagen og stil kagen køligt indtil servering.