Bag de dejligste juleamaretti – lækre italienske bløde mandelsmåkager – her er i en julet variant med krydderier. Småkagerne smager himmelsk og minder en smule om kransekage, men uden at være helt så søde. Perfekte til en god kop kaffe, gløgg eller vin chaud i december.
Bløde mandelsmåkager med julekrydderier
Juleamaretti er bløde mandelsmåkager med en skøn julet smag. Disse meget populære mandelkager fra italien er eftertragtede med grund: De smager virkelig fantastisk. Kagerne minder lidt om kransekage, men de er knap så søde og klistrede og så har de bare denne der helt uimodståelige mandelsmag, som man aldrig bliver træt af.
Opskriften her er på en julet udgave af de klassiske amaretti, og derfor kalder jeg dem juleamaretti. Her er tilsat lidt krydderier, som gør dem ekstra lækre i netop december måned. Krydderierne er kardemomme og stødt anis – og begge dele går ualmindeligt godt sammen med mandelsmagen.
Juleamaretti tager i øvrigt næsten ingen tid at bage. Det er en lidt mere eksklusiv småkage, som man spiser mere mådeholdent end traditionelle julesmåkager som brunkager, pebernødder og jødekager. Og så egner mandelkagerne sig fortrinligt som værtindegave i julemåneden pakket ind i et smukt glas.
Opskrift på juleamaretti
Opskriften på de lækre mandelsmåkager er helt enkel og nem og lige til at gå til. Er du ikke vild med anis-smagen, kan du sagtens udskifte krydderierne i småkagen. Prøv fx at erstatte med ingefær eller allehånde eller blot med kanel eller kardemomme.
Inden du hopper ned til opskriften på de lækre julede mandelkager, så vil jeg lige inspirere dig med et par andre julede opskrifter, som passer godt sammen med amaretti-småkagerne. Så sørg for at tjekke disse gode opskrifter ud:
Hjemmelavet gløgg – klassisk rødvinsgløgg
Hjemmelavet æblegløgg – med appelsin og ingefær
Luciabrød med safran – den syndige af slagsen
Se alle opskrifter til julehygge
Juleamaretti
Ingredienser
- 2 æg
- 200 g sukker
- en knivspids fint salt
- 2 spsk Amaretto-likør
- 425 g mandelmel
- revet skal af en usprøjtet appelsin
- 1/2-3/4 tsk stødt anis
- 1 tsk stødt kardemomme
Topping
- 80 g sukker
- 40 g flormelis
Sådan gør du
- Slå æggene ud i en skål og pisk dem med sukker, salt og Amaretto-likør.
- Tilsæt mandelmel, revet appelsinskal, anis og kardemomme.
- Rør dejen godt, til den er fin og ensartet og saml den til sidst.
- Læg dejen i en skål og dæk med film. Sæt den på køl i minimum 1 time.
- Tænd ovnen på 160 grader og tage dejen ud af køleskabet.
- Del dejen i ca. 35 små kugler og tril dem fine runde.
- Hæld sukker og flormelis i hver sin skål og vend kuglerne først i sukker og derefter i flormelis.
- Sæt kuglerne på en bageplade beklædt med bagepapir og bag mandelsmåkagerne i ca. 12-15 minutter, til de er fine og gyldne og let krakelerede.
- Afkøl kagerne på en bagerist og opbevar dem derefter i en tætsluttende kagedåse.