Denne marengsdessert med lemon curd smager himmelsk, og så er den både nem og hurtig at lave. Selv om desserten er ganske enkel og kun består af ganske få ingredienser, så tag ikke fejl! Kombinationen af syrlig citron, sød og sprød marengs og cremet græsk yoghurt med fløde er uovertruffen.
Den nemmeste dessert
Er du til syrligt-søde desserter og er du vil med kager som citrontærte med marengs, så er denne marengsdessert med lemon curd sikkert lige noget for dig. Desserten har nemlig dem mest fantastiske kombination af alt godt: Syrlig citron og og sød og sprød marengs, cremet yoghurt blandet med lidt flødeskum og en lille smule vanilje – alt sammen vendt rustikt sammen.
Det er nemlig en dessert, der ikke kræver de store armbevægelser, men blot skal vendes let sammen. Og den må gerne se lidt rustik og landkøkken-agtig ud.
En slags Eton Mess
Desserten kan sagtens laves et par timer inden servering, men det er klart, at jo længere tid, den står, jo mere blød vil marengsen efterhånden blive.
Faktisk minder den i høj grad om den klassiske dessert med jordbær, Eton Mess, som også kan laves i andre variantioner, fx Rabarber Eton Mess eller Blomme Eton Mess. Eton Mess består nemlig også af fløde vendt rundt med knust marengs og bær eller frugt.
I marengsdesserten med lemon curd er det dog knust marengs vendt i græsk yoghurt med fløde, hvilket giver en lidt tungere og mere cremet creme. Og i stedet for bær køres der en tyk stribe af lemon curd rundt i marengscremen.
Opskrift på marengsdessert med lemon curd
Neden for finder du den nemme opskrift på marengsdesserten med lemon curd. Anret gerne desserten i portionsglas – det ser nemlig flottest ud. Og samtidigt er det rigtig nemt, når du skal servere desserten.
Du kan lave både marengs og lemon curd flere dage i forvejen, så du kun skal samle desserten på dagen for servering.
Husk at læse min guide til at lave den perfekte marengs, inden du går i gang.
Og se opskriften på hjemmelavet lemon curd her. Du kan selvfølgelig også anvende en færdig lemon curd fra supermarkedet.
Til denne marengsdessert vil det i øvrigt være virkelig elegant at servere en hjemmelavet likør til, især en hjemmelavet limoncello vil være fremragende. Andre syrligt-søde likører vil dog også passe godt til. Her er lidt inspiration:
Lav din egen limoncello – opskrift på italiensk citronlikør
Appelsinlikør – opskrift på hjemmelavet likør med appelsin
Marengsdessert med lemon curd
Equipment
- 4 portionsglas
Ingredienser
Marengs
- 2 æggehvider
- 120 g sukker
- 1/4 tsk klar eddike
- 1 tsk vaniljesukker
Creme
- 1 dl piskefløde
- 400 g græsk yoghurt (gerne 10%)
- 1 spsk flormelis
- 1 tsk vanilje
- 200-300 g lemon curd
Pynt
- spiselige blomster, citronmelisse eller revet citronskal
Sådan gør du
- Se opskriften på lemon curd her eller køb et glas færdiglavet i supermarkedet.
Marengs
- Tænd ovnen og sæt den på 100-110 grader (marengs må ikke bages over 115 grader og ovne bager forskelligt).
- Pisk æggehviderne i en ren og tør skål, som ikke er af plastik, sådan her:Først pisker du ved lav hastighed, indtil der begynder at komme små bobler i æggehviderne, derefter sætter du din håndmikser på fuld kraft og pisker videre i et minut eller to, indtil æggehviderne danner små bløde skumtoppe. Dette kan du ikke se, mens du pisker, derfor er du nødt til at stoppe op med mellemrum og tjekke dine æggehvider, så du ikke pisker dem for meget. Du kan se de bløde skumtoppe, når du trækker piskerisene op af æggehviderne. I bunden af piskerisene vil æggehviderne sidde som bløde skumtoppe, dvs. at “spidsen” af toppen bøjer ned og står ikke lige op.
- Så tilsætter du sukker lidt efter lidt, ca. ad 4 omgange, og pisker, indtil du har helt stive skumtoppe. Tilsæt vanilje sammen med sidste omgang sukker. Marengsen er færdig, når du ikke længere kan mærke sukkerkornene mellem to fingre, når du tager en lille klat marengs på.
- Tilsæt tilsidst eddike og pisk videre i nogle sekunder, så eddiken blandes godt i marengsen.
- Spred marengsen ud på en bageplade beklædt med bagepapir – her bruger du blot en dejskraber og former en stor cirkel, som ikke behøver at være jævn, da den brækkes i stykker senere.
- Sæt marengsen i ovnen og bag den i ca. 1,5 time. DET ER VIGTIGT, AT DU IKKE ÅBNER OVNEN, MENS MARENGSEN BAGER!
- Sluk for ovnen og lad marengsen køle af i 20 minutter med ovndøren lukket, åbn derefter ovndøren på klem og lad marengsen køle helt af.
Græsk yoghurtcreme
- Pisk fløden til skum og rør derefter forsigtigt yoghurten i sammen med vanilje og flormelis.
Anretning og servering
- Knus marengsen i både mindre og lidt større stykker og vend dem i yoghurtcremen sammen med ca. halvdelen af lemon curden.
- Kom cremen i portionsglas skiftevis med resten af lemon curden. Forsøg at lave lange "baner" af lemoncurd med to skeer – det er lidt klistret, så det kan være en smule vanskeligt. Sørg for, at der ligger et par striber lemon curd øverst på hver dessertglas.
- Pynt med spiselige blomster, citromelisse eller revet citronskal og opbevar dessertglassene på køl indtil servering.