Dette er uden tvivl min bedste opskrift på julesmåkager. Jeg ville ikke undvære netop disse ingefærsmåkager i julemåneden, de er mine yndlings, og de smager fantastisk. De er sprøde og krydrede og meget julede.
En opskrift, der er gået i arv
Opskriften på mormors ingefærsmåkager hedder sådan, fordi det er min mormors gamle opskrift, som er gået i arv. Og hver gang jeg bager ingefærsmåkagerne – og spiser dem, selvfølgelig – tænker jeg på min kære mormor, som desværre ikke er her mere. Det er sådan en dejlig tanke og følelse at bevare mindet om hende ved at bage hendes formidable småkager.
Småkagerne er rigtig julede, synes jeg. Jeg ELSKER smagen af dem. De er lige som alle andre småkager ret nemme at bage, men det tager selvfølgelig tid, fordi man skal have mange plader i ovnen. Og denne portion giver en hel del småkager – en kæmpestor kagedåse fyldt med ingefærdrømme. Men, jeg lover dig, det er ikke en småkage for mange.
Giv hjemmebag til dem, du holder af
Vil du ikke spise alle småkagerne selv, så forær små glas med de krydrede ingefærkager væk. Jeg er sikker på, at det vil bringe ægte juleglæde. Jeg plejer gerne at bage en frygtelig masse julesmåkager, men der er altid nogen, som ikke får bagt, og derfor er det mig en glæde at give til dem.
Skal det være ekstra festligt og hyggeligt, kan du købe nogle mindre småkageglas med låg, fylde dem med småkager og binde et kønt bånd om med en grangren i og sætte en sød hilsen på. Og skal det være mere bæredygtigt, kan du bruge gamle sylteglas og lade dine børn klistre juleglansbilleder på med decoupage-lim – de bliver så fine og julede.
Opskrift på mormors ingefærsmåkager
Opskriften på de lækre krydrede småkager finder du lige nedenfor. Bag dem til jul eller som en god efterårssmåkage, der passer vidunderligt til en kop pumpkin spice latte eller en kop varm kakao.
Får du lyst til at bage flere lækre julesmåkager, så tjek endelig mine mange andre opskrifter på julede småkager og cookies:
Sønderjyske fedtebrød med romglasur
Se alle opskrifter på julesmåkager
Mormors ingefærsmåkager
Ingredienser
- 450 g mel
- 225 g smør
- 450 g sukker
- 2 tsk stødt ingefær
- 3/4 tsk stødte nelliker
- 3/4 tsk kardemomme
- 3/4 tsk natron
- 1 1/2 tsk hjortetakssalt
- 1 æg
- gær af en valnøds størrelse (ca. 20 g)
Sådan gør du
- Smuldr smørret ned i melet og tilsæt sukker.
- Pisk ægget og gæren sammen i en kop med en gaffel.
- Tilsæt krydderierne og ælt dejen sammen ved at tilsætte ægge-gær-blandingen lidt efter lidt.
- Rul dejen ud og stik småkagerne ud i den form, du godt kan lide. Sæt kagerne på en bageplade beklædt med bagepapir og sørg for ikke at sætte småkagerne for tæt, da de “vokser” en lille smule under bagningen.
- Bag småkagerne ved 180 grader i ca. 6-9 minutter, til småkagerne er smukke og gyldne. På grund af gæren vil småkagerne først hæve op og derefter falde ned igen.
- Lad ingefærsmåkagerne køle af på en bagerist og pak dem derefter i tætsluttende dåser eller glas.