Rabarbermazarin med marcipan! En lækker og smagfuld mazarinkage med et syrligt lag af rabarber, der sætter prikken over i’et. Kagen er nem og enkel at bage og kan laves på 45 minutter i alt.
(Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks, hvilket betyder, at jeg tjener en skilling, hvis du klikker dig videre og foretager et køb. Jeg linker kun til varer og produkter, som jeg enten selv bruger eller som jeg vil anbefale. Klikker du på et link og køber, så støtter du samtidigt mit arbejde med at udvikle opskrifter, som jeg kan lægge ud til dig og alle andre – ganske gratis.)
Kage med rabarber
Hvem elsker ikke kage med rabarber? Det gør vi i hvert fald og hvert år finder vi på nye udgaver af lækre kager med rabarber. Vi har et enormt rabarberbed med så mange rabarber, at vi skal kæmpe for at få brugt dem alle. Men vi gør vores bedste og forsøger også at få poser med rabarber i fryseren, så vi har til hele vinteren. Det er nemlig en kæmpe fornøjelse at hive en pose rabarber ud af fryseren en vinterdag og fx bage en hurtig rabarber crumble.
Tilbage til mazarinen! Denne kage er jo kendetegnet ved at den er lav og flad og en anelse kompakt, sådan næsten konfektagtig – hvis man altså laver den selv. Den har den dejligste smag af marcipan, og i denne udgave af mazarinen ligger der et lag af rabarber lige under toppen, som tilfører kagen en fantastisk syrlighed. En syrlighed, som virkelig klæder den.
Du kan komme smeltet hvid chokolade på toppen eller hvilken som helst chokolade, du måtte have på lager.
Kagen smager selvfølgelig godt, når den kommer helt nybagt fra ovnen, men jeg synes, den smager endnu bedre, når den har fået lov til at køle helt ned i køleskabet, og chokoladen på toppen har fået et knæk. Så er det næsten som at spise slik.
Opskrift på rabarbermazarin
Nedenfor finder du opskriften på den nemme rabarbermazarin. Den tager næsten ingen tid at bage og kan hurtigt laves til eftermiddagskaffen.
Er du lige som os vild med kager med rabarber, så synes jeg, du også lige skal tjekke disse lækre kager ud:
Bagt rabarberkage med rabarbercreme
Bedstefars skæg med rabarber og lakridsskum
Sommerkage med marengs, rabarberkompot og råcreme
Lille springform
Mangler du en lille springform 20 cm, så kan du hos GoShop købe små og store springforme til en rigtig god pris. Jeg har selv 3 springforme i denne størrelse, så jeg kan bage kager i flere lag med creme imellem, fx denne røde fløjlskage med mælkefrosting.
Rabarbermazarin
Equipment
- Springform 20 cm
Ingredienser
- 125 g marcipan
- 125 g sukker
- 125 g blødt smør
- 1 tsk fintrevet citronskal
- 1 tsk vaniljesukker
- 3 æg størrelse medium
- 50 g hvedemel
- 100 g rabarber
- 75 g hvid chokolade
Sådan gør du
- Riv macipanen groft og kom den i en skål.
- Tilsæt sukker, blødt smør, citronskal og vaniljesukker.
- Pisk massen, mens du tilsætter æggene et ad gangen. Pisk, til dejen er lys og luftig og vend til sidst mel i.
- Fordel dejen i en springform, 20 cm, foret med bagepapir.
- Skær rabarberne i små stykker og tryk dem ned i dejen.
- Bag kagen i ca. 30 min. ved 175 grader, til den er flot og gylden.
- Drys med hakket hvid chokolade på den varme kage og lad det smelte. Smør derefter chokoladen ud over kagen.