Dressinger, pestoer & saucer

Rødbedehummus

RødbedehummusRødbedehummus er ren øjenguf med den smukke og indbydende pink farve. Og så smager denne hummus-variant virkelig skønt. Man kan næsten kalde den en slags nordisk hummus.

Farverig mad

Nogle gange trænger man bare til en farverig mad – især i de mørke og kolde vintermåneder, hvor kroppen har brug for lidt ekstra. Råvarer som rødebeder, granatæbler, gulerødder, hibiscus, peberfrugter og ærter er derfor fantastiske at lege med hen over vinteren.

Denne rødbedehummus er lavet på ganske kort tid og kan anvendes på alle mulige måder lige fra som appetizer med grøntsagsstave og sprødt eller blødt brød, som eftermiddagssnack, som pålæg på rugbrødet eller som tilbehør til aftensmaden. Selv som smagfuld tilbehør til dine æg om morgenen.

Jeg nyder især hummus som alternativ pålæg til rugbrødet i min madpakke, så jeg slipper for at spise kedelig kødpålæg fra supermarkedet, men er også vild med en god klat rødbedehummus sammen med min madpakkesalat.

Hjemmelavet rødbedehummus

Opskrift på hjemmelavet rødbedhummus

  • 300 g rødbede
  • 3 spsk tahin (sesampasta)
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 ds kikærter
  • 1/2 dl olivenolie
  • havsalt og friskkværnet peber

Skrub rødbederne og kog dem i letsaltet vand til de er helt møre. Det tager – afhængig af størrelsen på rødbederne – ca. 30-45 minutter.

Hæld kold vand over rødbederne og “smut” dem, dvs. hiv skindet af, som nu ligger som en hinde uden på rødbeden.

Skær rødbederne i mindre stykker og kom dem i en blender eller en foodprocessor. Blend til rødbederne er cremede.

Tilsæt nu tahin, hakket hvidløg, afdryppede kikærter, citronsaft, olivenolie (hold en smule tilbage til serveringen), salt og peber og blend videre til konsistensen er smuk pink og cremet uden klumper. Tilsæt evt. en smule vand eller ekstra olie, hvis hummus’en er lidt sej for maskinen.

Smør hummus’en på en tallerken eller i en skål og hæld lidt olie på toppen. Drys evt. med en grøn krydderurt, fx timian som på billederne her.

Server den smukke rødbedehummus med grøntsagsstave og sprødt brød.

Hjemmelavet rødbedehummus

Rødbedehummus

Forrige indlæg Næste indlæg

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar