Har du modne solbær i haven, kan du lave denne intense og meget smagfulde solbærrom – en solbærlikør på rom. Drik den, som den er, eller miks den op i drinks – både kolde og varme. Du kan også drikke den iskold på en sommeraften.
Likør på solbær og rom
Denne solbærrom er en særlig lækker likør, hvor solbærrene trækker i rom og sukker i 3 måneder. Laver du den når bærrene er i sæson, kan du have den klar til julemåneden og de kolde vintermåneder.
Det er meget nemt at lave sine egne likører, og sådan er det også med denne solbærrom. Der er ikke meget arbejde i det. Til gengæld får du den dejligste og mest smagfulde likør til de kolde måneder.
Du kan selvfølgelig også lave likøren på frosne bær og dermed lave den i det tidlige forår, så du har en dejlig likør til at mikse i drinks sommeren igennem. Eller blot gemme den likør, du laver nu – den kan snildt holde sig i et år.
Solbærlikør på rom har en dyb og intens smag af solbær, og den egner sig godt til både kolde drinks og varme drikke. Den smager fremragende at drikke opvarmet i de kolde måneder. Varm den fx op med en god æblemost.
Ønsker du en endnu sødere likør, kommer du blot mere sukker i fra starten.
Opskrift på solbærrom – solbærlikør på rom
Neden for finder du den nemme opskrift på likør lavet på solbær. Det gør selvfølgelig en forskel, hvilken rom du bruger. Jeg bruger gerne en gylden rom, fordi jeg synes, det smager bedst. Men det er alt sammen smag og behag. Brug den rom, du har stående eller køb en, som du synes smager rigtig godt. Jo bedre du kan lide rommen, jo bedre vil du også kunne lide den færdige solbærrom.
Når din solbærrom er klar til, at du kan nyde den, så prøv gerne at lave denne utroligt lækre solbærdrink, hvor du mikser solbærlikøren med æblecider og masser af is. Det er en virkelig smagfuld og dejlig drink. Og så kan du i øvrigt også bruge din solbærrom i en skøn hjemmelavet solbærgløgg.
Se hele samlingen af opskrifter på hjemmelavede likører her
Solbærrom – solbærlikør på rom
Ingredienser
- 250 g solbær
- 6 dl rom
- 75 g sukker
Sådan gør du
- Skyl og rib solbærrene og knus bærrene let med en gaffel.
- Kom dem i et stort sylteglas, som er skoldet.
- Drys sukker over bærrene og lad det stå og trække på køkkenbordet med låg på et par timer.
- Hæld rommen i sylteglasset, skru låg på igen og ryst blandingen.
- Lad blandingen stå på køkkenbordet den næste måneds tid og ryst den dagligt.
- Efter en måned stiller du glasset mørkt og køligt. Lad likøren stå og trække i yderligere 2 måneder.
- Filtrer likøren, så du får en fin og ren solbærlikør.
- Kom likøren i en rengjort og skoldet flaske og luk den til.
2 comments
Hejsa
Bruger du hvid eller mørk rom til denne likør?
Hej Martin
Jeg bruger faktisk gylden rom, for det er den rom, jeg synes smager bedst. Det er klart, at smagen vil blive forskellig alt efter, hvilken rom man anvender, men hvis du bruger en rom, du godt kan lide i forvejen, kan det ikke gå helt galt 🙂
Mange hilsner
Trine