Varm æble-ingefærtoddy med rom smager aldeles fantastisk og krydret og er perfekt at servere på en råkold dag. Drik den krydrede varme drik til æbleskiver eller til hygge udenfor. Du kan undlade rom til de, der ikke drikker alkohol – toddyen smager også supergodt uden.
En krydret varm drik
Varm æble-ingefærtoddy med rom er en krydret drik, som er fuld af smag og varme. Og der er da ikke noget som en god krydret og varmende drik på en råkold vinterdag. Denne toddy er netop sådan en drik, som får en til at glemme alt om at ærgre sig over kulde og dårligt vejr, for den smager så dejligt og varmer både krop og sjæl op.
Samtidig er det en hurtig drik at lave, og den kræver ikke meget forberedelse. Dog har den godt af at stå og trække med krydderierne i, så den smagsmæssigt bliver lidt stærkere og lidt mere krydret. Lav den fx om morgenen eller formiddagen, hvis du vil servere den om eftermiddagen, og lad den stå og trække på køkkenbordet.
Du kan enten blande rommen i drikken i gryden eller du kan hælde saften op i glas og derefter tilsætte rom individuelt, hvis der er forskel på, hvor meget rom, folk gerne vil have i. På denne måde har du også mulighed for at servere toddyen uden alkohol til dem, der ønsker det.
Opskrift på varm æble-ingefærtoddy med rom
Nedenfor finder du den enkle og nemme opskrift på den dejlige varme vinterdrik. Hvis du nu overvejer, hvad du skal servere sammen med toddyen, vil jeg anbefale dig at kigge nærmere på disse opskrifter på vinterlækkerier, som passer godt sammen med den varme drik.
Det er jo helt oplagt at servere toddyen til æbleskiver i stedet for den traditionelle gløgg, men kig også gerne på de andre opskrifter, som måske kan inspirere:
Krydrede juleboller med juleøl
Varm æble-ingefærtoddy med rom
Ingredienser
- 1 liter ufiltreret æblejuice
- 2 appelsiner – saften af
- 5-6 cm frisk ingefær
- 4 stjerneanis
- 1 kanelstang
- 2 dl hvid eller gylden rom
Sådan gør du
- Skær ingefær i skiver og pres saften af appelsinerne.
- Hæld æblesaft i en gryde og tilsæt ingefærskiver, appelsinsaft og krydderier.
- Varm saften op langsomt op, uden den kommer i kog. Lige før kogepunktet slukker du for gryden og laden saften trække i min. en halv time – og gerne længere.
- Varm saften op igen til lige før kogepunktet og tilsæt rom.
- Server den krydrede æble-ingefærtoddy rygende varm med ingefærstykker og hele krydderier. Sæt evt. en lille kanelstang i hvert glas som pynt.