Denne opskrift på grønne pølsehorn hører til i den lidt sundere ende, men det gør ikke pølsehornene mindre velsmagende. Til gengæld kan man bedre tillade sig at give børnene pølsehornene med i skole som en variation i madpakken.
Grønne brød
Disse grønne pølsehorn hører til den lidt mere sunde udgave af det traditionelle pølehorn og er også lidt mere krydrede. Dejen laves med en slags simpel grønkålspesto, og i stedet for almindelige pølser bruges der spanskinspirerede pølser eller chorizo.
Det kan selvfølgelig være svært at finde den perfekte krydrede pølse til pølsehornene, men i dag produceres der langt flere forskellige slags pølser end førhen. Prøv gerne at finde en lille producent. Her finder man ofte nogle lidt mere spændende varianter. Man kan også købe krydrede brunchpølser som alternativ.
De grønne pølsehorn egner sig fortrinligt til picnic-turen, eller når man skal på langfart med familien. Eller de kunne være et lidt sundere alternativ til børnefødselsdagen eller blot blot som skolemad.
Da jeg præsenterede disse anderledes pølsehorn for min familie første gang, var der lidt skepsis at spore. Men den blev gjort til skamme, for på trods af det grønne look, så smager de faktisk skønt og børnene var vilde med de krydrede pølser, som smager af lidt mere.
Opskrift på grønne pølsehorn
Opskriften giver 8 store pølsehorn, men du kan selvfølgelig også lave dem lidt mindre og dermed få flere pølsehorn ud af portionen. Og skal du bruge flere, kan du gange opskriften med to og få en lang større mængde.
Er du mere til traditionelle pølsehorn, så finder du også en opskrift på klassiske pølsehorn her på bloggen.
Se opskriften på klassiske pølsehorn – den bedste opskrift.
Det er skønt at have et lille udvalg af opskrifter på madbrød, som kan bages til at tage med på tur. Find mere inspiration på madbrød her:
Lækre, grove skinkeboller til madpakken
Grønne pølsehorn – med grønkål og spanskinspirerede pølser
Ingredienser
- 3 dl vand
- 50 g gær
- 1 spsk salt
- 1 æg
- 3-4 stængler frisk grønkål
- 1 dl rapsolie
- 120 g rugmel
- ca. 425-450 g hvedemel
- 8 mindre spansk-inspirerede pølser, chorizo eller bare almindelige pølser
- æg til pensling
- flagesalt og tørret oregano til at drysse ovenpå
Sådan gør du
- Start med at skylle grønkålen og skære stænglen af. Snit grønkålen fint og blend det derefter med olien og saltet i en høj skål med en stavblender, så du får en slags simpel pesto.
- Lun vandet og smuldr gæren heri. Tilsæt ægget og rør blandingen sammen i en røremaskine.
- Hæld rugmel i. Tilsæt lidt af hvedemelet, men lad stadig dejen være en tyk grød.
- Pisk dejen godt på høj hastighed i et par minutter.
- Tilsæt nu resten af hvedemelet lidt efter lidt, mens du ælter, til dejen slipper og holder op med at være klistret.
- Lad dejen forhæve i ca. en halv time.
- Rul dejen ud på et bord, så det danner en cirkel. Brug mel, så dejen ikke klistrer fast i bordet.
- Skær nu en “lagkage” i otte dele og tril pølserne ind i dejen ved at lægge pølsen i den tykke ende og trille, til du har et horn.
- Læg pølsehornet på en bageplade med dejen nedad, så den ikke springer op under bagningen. Forsæt sådan med alle pølsehornene og lad dem hæve i ca. 20-30 minutter.
- Pensl pølsehornene med et sammenpisket æg og drys med lidt flagesalt og oregano.
- Bag pølsehornene ved 225 grader varmluft i ca. 10 minutter.