En hjemmelavet trifli af æbler er en nem og helt utrolig lækker dessert, der smager, så englene synger. Desserten er en rigtig efterårsdesssert med æblekompot, vaniljecreme og sprød sukkerristet rugbrødsknas.
Den lækreste æbledessert
Æbletrifli med æblekompot, vaniljecreme og sukkerristet rugbrødsknas hører til en af vores yndlingsdesserter i efteråret. Det er en kombination af smage, som bare er fuldstændigt vidunderlige sammen, og desserten smager simpelthen så godt. De kogte æbler med vanilje, den sprøde knas og den lækre, bløde creme – det hele går op i en højere enhed her.
Samtidigt er det en dessert, som er nem at lave, og som kan laves i god tid i forvejen, hvis du skal have gæster til middag. Og det er altid dejligt, hvis desserten kan være nem både at lave og servere.
Trifli med efterårets smage
Æbletriflien laves med en hjemmelavet æblekompot, som du kan smage til med de krydderier, du allerbedst kan lide. Det er helt oplagt at koge komposten med en vaniljestang, men du kan koge en kanelstang med eller krydre med ingefær eller anis.
Når du koger æblekompotten kan du selv bestemme, om der stadig skal være bid i æblerne eller om kompotten skal koges helt ud til en grød. Det er smag og behag, og det kommer også lidt an på æblerne. Nogle koger hurtigt ud, mens andre holder formen.
Se alle opskrifter på desserter
Opskrift på æbletrifli
Opskriften på den lækre trifli med æbler er nem og alle elementer kan laves i god tid i forvejen. Brug gerne nogle let syrlige æbler eller mandæbler til æblekompotten, så desserten får en god balance mellem det søde og det syrlige – så bliver den bedst.
Til det sukkerristede rugbrødsknas kan du bruge det rugbrød, du nu engang har i huset. Faktisk er det er perfekt måde at få brugt rester og gammelt rugbrød på. Hasselnødderne kan du variere med mandler, pekannødder eller hvad du nu ellers har i skuffen.
Har du masser af æbler fra årets æblehøst, så kan det være du kan finde mere inspiration til, hvad du skal lave af dine æbler, i nogle af mine mange andre æbleopskrifter. Her er et lille udpluk, men der er mange flere:
Æbletrifli
Equipment
- 4 dessertskåle eller glas
Ingredienser
Æblekompot
- 300 g æblekompot
Vaniljecreme
- 1/2 portion kagecreme
- 1 dl piskefløde
Sukkerristet rugbrødsknas med hasselnødder
- 125 g tørt rugbrød
- 50 g hasselnødder
- 25 g smør
- 40-50 g sukker
Sådan gør du
Æblekompot
- Kog en æblekompot af ca. 350-400 g æbler. Brug gerne andre krydderier. Køl æblekompotten helt af i køleskabet.
Vaniljecreme
- Kog 1/2 portion kagecreme og køl den af.
- Pisk 1 dl fløde til flødeskum.
- Pisk kagecremen, så den bliver let og vend derefter flødeskummen i.
Sukkerristet rugbrødsknas med hasselnødder
- Riv rugbrødet til smulder på et rivejern.
- Hak hasselnødderne groft.
- Smelt smørret på en pande og kom brød og hasselnødder på. Drys med sukker og rist det hele sprødt.
- Lad det sukkerristede rugbrød køle af og hak det evt. hvis det klumper sig sammen.
Servering
- Læg skiftevis lag af æblekompot, sukkerristet rugbrød og vaniljecreme i 4 dessertskåle eller sylteglas, til det hele er brugt.
- Pynt evt. med mynte, syre eller spiselige blomster.