Cookies med chokoladestykker er en amerikansk klassiker, man ikke så let bliver træt af. Herhjemme bliver der fast bagt disse cookies, da de bare har den helt perfekte kombination af sprødhed og chewyness.
Amerikanske cookies
Cookies med chokoladestykker er helt klassiske amerikanske cookies. De er nemme at lave og er et hurtigt lille bageprojekt, hvor det også er nemt at have børn med.
Cookies bliver forskellige alt efter, hvor længe du bager dem, hvor kold eller varm dejen er, når den kommer i ovnen. Og hvordan din ovn bager. Hvis du godt kan lide meget sprøde, knasende cookies, skal du sørge for at bage dem længe. Måske et minut eller to mere end opskriften angiver. Hvis du gerne vil have, at de er lidt ekstra chewy i midten, kan du tage dem ud af ovnen et par minutter før.
Hold derfor godt øje med dem i ovnen og sørg for, at du ikke bare bager dem, til de ser lækre og gyldne ud. Alle ovne bager forskelligt, og selv om der er angivet en bagetid, kan den variere afhængigt af ovnen.
Hvis du ikke ønsker at bage en hel omgang cookies, kan dejen sagtens fryses ned og bages på et senere tidspunkt.
Hurtige småkager til kaffen
Det tager under et kvarter at lave en god portion cookies. Vi gør ofte det, at vi rører dejen sammen, mens vi alligevel er i køkkenet for et forberede aftensmaden. Og så bager vi en plade eller to, triller resten af dejen til kugler og gemmer dem i fryseren.
Har du en airfryer, er det utrolig nemt at tage 3-4 kugler ud af fryseren og lave friskbagte cookies på 7-8 minutter. Det benytter vi os tit af. Og det er så rart at kunne hive noget hurtigt og lækkert frem, hvis der kommer en kaffegæst forbi.
Får du lyst til at lave flere lækre småkager eller cookies, så find gerne inspiration i de mange andre opskrifter her på siden:
Kryddercookies med græskarsmag
Kransekagesmåkager med appelsin og mælkechokolade
Se alle opskrifter på småkager & cookies
Cookies med chokoladestykker
Ingredienser
- 125 g brun farin
- 125 g sukker
- 125 g blødt smør
- 1 æg
- 250 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1/2 tsk natron
- 1 tsk vaniljesukker
- 1/2 tsk salt
- 100 g mørk chokolade
Sådan gør du
- Rør sukker, brun farin og blødt smør sammen på en røremaskine, til dejen er ensartet.
- Tilsæt ægget og rør yderligere, til dejen er ensartet igen.
- Bland hvedemel, bagepulver, natron, salt og vaniljesukker sammen i en separat skål. Tilsæt det til dejen lidt ad gangen.
- Hak chokoladen til mellemstore stykker og vend dem rundt i dejen.
- Pak den færdige dej ind i film, og sæt den på køl natten over eller mindst et par timer.
- Form små kugler af dejen (ca. 25-30 g), placer dem på en bageplade med bagepapir. Sørg for, at der er god afstand mellem cookies'ne. Der må maks. være 5 cookies på en plade.
- Bag dem ved 175 grader varmluft i 12-13 minutter. Bagetiden kan variere fra ovn til ovn så sørg for at holde øje med dem. De skal gerne være dejligt lysebrune i kanten og bløde i midten, når du tager dem ud.
- Lad cookies'ne køle af på en bagerist i ca. 15 minutter, før du serverer dem.