Stegte sild i eddike er det bedste, der kan stå på et frokostbord – efter min mening. Her deler jeg opskriften på denne himmelske ret, som er perfekt til både påskebordet og julebordet.
Min mors gamle opskrift
Af alle de dejlige spiser i juletiden og påsketiden, er disse stegte sild i eddike min yndlingsspise. Ingen jul eller påske uden stegte sild. Sildene hører til på et højtidsfrokostbord, og de må gerne få hovedrollen.
Opskriften er min mors. Hun har lavet disse stegte sild i eddike lige så længe, jeg kan huske, og derfor kan jeg slet ikke forestille mig en jul eller påske uden. Selv den dag i dag laver hun dem til mig, hvis jeg selv har for meget om ørerne. For ja, det er lidt et arbejde at lave disse sild, men åhhh, det er al slidet værd.
Lav mad sammen
Faktisk kan man lave dem sammen. Man behøver ikke at stå alene, for det tager selvfølgelig lang tid at pille og skære alle løgene, ordne de friske sildefileter, vende dem i mel og æg og rasp og stege dem. Og samtidig skal der koges en lage.
Men det er sådan en god gammel rigtig ret at lave, noget man skal arbejde for, og det er dybt tilfredsstillende at sætte et stort fad dampende varme stegte sild på frokostbordet – lige efter de hvide sild med karrysalat, hvor man stadig er sulten.
Opskrift på stegte sild i eddike
Den gamle opskrift på silderetten finder du lige nedenfor. Husk at lave sildene i god tid. Både fordi, det er et tidskrævende arbejde og fordi, de smager bedst, hvis de har fået lov at stå og trække i mindst et døgns tid inden servering.
Server gerne sildene sammen med en god kryddersnaps til. Og gerne en hjemmelavet en af slagsen. Måske kan du finde lidt inspiration til at lave din egen hjemmelavede snaps blandt disse opskrifter:
Æblesnaps med rosmarin og peberkorn
Gylden julesnaps med appelsin, kanel og hibiscus
Se alle opskrifter på hjemmelavet kryddersnaps
Stegte sild i eddike
Ingredienser
Stegte løg
- 1 kg løg
- salt og peber
- smør til stegning
Lage
- 3 dl eddike
- 1 dl vand
- 3,5 dl sukker
Stegte sild
- 500 g ferske hele sildefileter
- hvedemel
- æg
- rasp
- salt og peber
- smør til stegning
Sådan gør du
Stegte løg
- Pil løgene og skær dem i ringe. Steg dem i smør på en pande, til de er gyldne. Krydr dem med salt og peber. Sæt løgene til side.
Lage
- Varm eddike, vand og sukker op i en gryde, indtil lagen når kogepunktet og sukkeret er smeltet. Sluk for varmen lige, når lagen kommer i kog.
Stegte sild
- Skyl og rens sildene og klip rygfinnen af dem.
- Fold sildene ud og skær de meget store sild i halve.
- Vend først sildefileterne i melet, som du har krydret med salt og peber, dyp dem derefter i sammenpisket æg og vend dem tilsidst i rasp, hvor der er blandet lidt mel i.
- Steg sildene på begge sider på en pande i smør, ca. 3-4 minutter på hver side.
- Læg sild og stegte løg lagvis i et ovnfast fad (eller flere mindre) og hæld til sidst lagen over.
- Lad gerne sildene stå og trække i køleskabet en dags tid eller mere inden servering.
Servering
- Varm sildene i ovnen lige inden servering og server dem lune på bordet sammen med frisk rugbrød.