En agua fresca med rose, citronmelisse og lime er en helt utrolig lækker sommerdrik, der skal serveres iskold med masser af is. Den læskende og kølende drik er fuld af smag og friskhed og er perfekt serveret på en varm sommerdag. Drikken kan i øvrigt bruges som en virgin-cocktail.
Kolde sommerdrikke
Agua fresca med rose, citronmelisse og lime er den mest lækre læskende sommerdrik, som er perfekt til varme sommerdage eller aftenhygge på terrassen. Drikken skal helst serveres iskold og gerne med masser af isterninger.
Man kan kalde det en lemonade eller en slags saftevand, for det er i virkeligheden det, en agua fresca er. Drikken stammer fra Mexico og drikkes i udpræget grad både her, i Mellemamerika og i USA.
Hvad er agua fresca
Agua Fresca, oversat som “friskt vand” på spansk, er en forfriskende drik, der har rødder i latinamerikansk kultur. Denne læskende drik er kendt for sin enkelhed og den rene, naturlige smag, den bringer med sig.
Agua Fresca laves traditionelt ved at blande frisk frugt, vand og en smule sødning, ofte sukker eller honning. Drikken er en fest af farver og smagsnuancer og kan omfatte en bred vifte af frugter som vandmelon, cantaloupe, jordbær, eller citrusfrugter.
Denne forfriskende drik er ikke kun kendt for sin naturlige smag, men også for sin evne til at stille tørsten på varme dage. Agua Fresca serveres ofte kølet over is og kan være den perfekte ledsager til en varm sommerdag eller enhver lejlighed, hvor du ønsker at nyde en sund og naturlig tørstslukker.
Opskrift på agua fresca med rose, citronmelisse og lime
I denne opskrift har jeg lavet agua fresca med rose, citronmelisse og lime, da roser og krydderurter er i højsæson i starten af sommeren. Og jeg siger det med det samme: Roser og citron-/limesmag passer utroligt godt sammen, og derfor er denne drik virkelig smagfuld og lækker.
Drikken kan nemt bruges som en velsmagende og lækker virgin-cocktail. Men man kan også blande alkohol i.
Får du lyst til at lave flere lækre iskolde sommerdrikke, så find gerne inspiration i mine mange andre opskrifter på kolde drikke:
Se alle opskrifter på hjemmelavede kolde drikke
Agua fresca med rose, citronmelisse og lime
Equipment
- 2 høje glas
Ingredienser
- 1 dl friske citronmelisseblade – ikke sammenpressede, men løst opmålt
- 1 dl friske rosenblade – ikke sammenpressede, men løst opmålt
- 1 dl sukker
- 3 lime
Servering
- masser af knust is eller isterninger
- 3-4 dl danskvand
- friske citronmelissestilke
- 1 limeskiver
Sådan gør du
- Tjek rosenblade og citronmelisse for kryb og kravl.
- Nip citronmelissebladene i 2-3 stykker alt efter, hvor store de er.
- Kom rosenblade og citronmelisse i en lille gryde sammen med sukker og saften fra de tre lime.
- Lad blandingen simre, til sukkeret er opløst.
- Lad derefter blandingen stå og trække i gryden i en times tid.
- Si rosenblade og citronmelisse fra.
- Hæld blandingen i to glas sammen med is og top med danskvand. Sæt en skive lime på kanten og stik en citronmelissestilk i hvert glas. Server gerne med et sugerør, så man kan røre blandingen rundt.