I mine øjne er haven aller skønnest i maj og juni. Her får du en lille rundtur i vores have i maj. Jeg ville ønske, jeg kunne tilføre duften af alle blomsterne til havevandringen, men jeg er sikker du, at hvis du lukker øjnene, så er du selv i stand til at fremkalde duften af en blomstrende have i maj. Syrener og den forførende duft af æbleblomster, nyslået græs og krydderurter.
Jeg ved hvor der findes en have så skøn …
I maj springer træer og buske for alvor ud og alting grønnes. Rapsmarkerne omkring huset dufter så stærkt og krydret, at det er som at træde ud i en blomstergård, når vi går ud i haven. Tulipanerne er i fuldt flor, stauderne er vokser sig store og puster sig op. Krydderurterne blomstrer og rabarberne står som kæmper – klodsede og elegante på samme tid.
Det dejligste er at sidde en aften og nyde solnedgangen under et blomstrende æbletræ. Intet i haven slår duften af æbleblomster – den duft kan ikke engang roserne hamle op med.
Og så er der havens rhododendron-bede, som blomster så smukt. Den ene rhododendron efter den anden i forskellige smukke farver. Ved første blik kigger man på blomsterklasen, men så træder man nærmere og pludselig ser man de enkelte blomster og de smukke mønstre, de gemmer på.
Den vidunderlige have i maj
Haven i maj er vidunderlig, fordi det hele lige er begyndt, og visheden om, at der venter mere, giver en ro i krop og sjæl. Al det gode, vi har i vente: I juni begynder alle roserne at blomstre, endnu flere stauder springer ud og vi kan hive de første radiser op af jorden. Nydelse og længsel blander sig skønt, og man ønsker, at disse måneder ingen ende vil tage.