Æbleeddike er noget af det nemmeste at lave selv. Og her snakker jeg ikke om den omstændige slags, hvor du selv gærer din eddike på æblesaft, men ganske almindelig eddike, som du selv giver smag med dine egne æbler fra haven.
Lav din egen kryddereddike af æbler fra haven
Hjemmelavet æbleeddike bruger vi en hel del af. Vi laver nærmest ikke en sauce, hvor vi ikke lige runder af med en skvæt smagfuld eddike eller en skefuld æblegastrik. Det kan være en sammenkogt ret eller når vi laver vores egen tomatsauce af sommerens sidste tomater fra drivhuset. Vi laver endda en særlig kirsebæreddike til den brune andesauce til jul.
Æbleeddiken er desuden virkelig dejlig at bruge i hjemmelavede dressinger og til salater af kål. Og så kan den hældes ud over bagte grøntsager i en tynd stråle for mere smag.
Brug kryddereddiken som værtindegave
Den hjemmelavede æbleeddike får en sød og frugtagtig smag – og en helt fantastisk gylden rød farve, hvis man bruger røde æbler, altså med rødt frugtkød. Og kryddereddiken pynter ganske smukt i køkkenet.
Den er selvfølgelig også helt oplagt at lave som en værtindegave. For den tager ikke ret lang tid at lave, og hvem ville ikke blive glad for en smuk, hjemmelavet kryddereddike til køkkenet. Pak den smukt ind og bind evt. en lille blomst eller en krydderurt fast i flasken.
Se alle opskrifter på kryddereddiker
Opskrift på hjemmelavet æbleeddike
Det tager ca. 5 minutter at lave eddiken, og du kan endda lave den sammen med dine børn. Brug de æbler, du har i haven, for kryddereddiken vil komme til at smage af æbler uanset, hvilken farve æbler du anvender. Har du røde æbler, er det blot et ekstra plus til eddikens udseende. For det ser da flot ud med en knaldrød eddike.
I opskriften har jeg angivet cirkamål, men i virkeligheden giver det mere mening blot at tilpasse mængden af æbler og eddike med hinanden, når du laver kryddereddiken. Det foregår sådan her: Find en flot glasflaske, som du vil lave eddiken i. Fyld æblestykker i ca. 2/3 af flasken og hæld eddike på.
I princippet kan du komme hele æblet i eddiken, med kernehus og det hele, for alt fra æblet er med til at give smag. Det ser bare pænere og mere indbydende ud uden. Er du ligeglad, så gør det endelig.
Nu skal du lade æbleeddiken trække i et par uger eller tre. Herefter kan du enten vælge at si æblestykkerne fra, så du får en klar, fin rød æbleeddike til brug, eller du kan lade æblestykkerne blive i og bare begynde at bruge af eddiken. Hvis du har lavet eddiken med hele æblet, kan du her bare filtrere, og du har en velsmagende eddike. Har du lavet “den fine” udgave, kan du lade æblerne blive i.
Har du masser af æbler i haven, så tjek også mine mange andre æbleopskrifter for inspiration til, hvad du skal lave af årets æblehøst. Her er et lille udpluk, og der er mange flere:
Hjemmelavet æbleeddike
Equipment
- 1 glasflaske med bred hals og låg eller et sylteglas
Ingredienser
- ca. 2 æbler
- ca. 3 dl klar lagereddike
Sådan gør du
- Skyl æblerne, fjern kernehus, blomst og stilk og skær æblerne i tynde både eller mindre stykker.
- Kom æblerne i en flaske med bred hals og tilhørende låg eller i et sylteglas.
- Fyld eddike på flasken til ca. 2 cm over æblestykkerne. De må ikke stikke op over eddiken. Sæt låg på.
- Lad æbleeddiken trække i min. 14 dage og gerne lidt længere.
- Si æblestykkerne fra og hæld æbleeddiken på en fin flaske.
2 comments
Hey…det lyder spændende.
Ingen sukker??!
Jeg tænker….kan jeg lave den på paradisæbler og eddike….og evt sukker??
Hej Synøve
Velkommen til 🙂 Nej, ingen sukker! Og du kan sagtens bruge dine paradisæbler. God fornøjelse.
Mange hilsner Trine