Dette grydebrød bages med kogte kartofler og friske rosmarinkviste, som trækker i mælken, inden dejen røres sammen. Det giver et saftigt og svampet brød med en fantastisk lækker smag. Brødet er meget velegnet som madbrød eller blot med smør eller en god spegepølse.
Brød bagt i gryde
Kartoffelgrydebrød med rosmarin er et nemt brød, der bages i en gryde. Grydebagt brød bliver saftigt, fordi det dampes i gryden under bagningen. Dampen gør også, at brødet hæver flot i ovnen og danner masser af aromastoffer og smag.
I slutningen af bagningen tages låget af, så brødet kan danne skorpe, inden det er færdigbagt. På denne måde får brødet en god og sprød krumme. Og det er jo lige præcis sådan, et godt brød skal være: Saftigt med en sprød skorpe og fuld af smag.
Grydebrød er både lækkert og en meget nem måde at bage brød på.
Rosmarin og kartofler
I dette brød trækker friske romarinkviste i lunet mælk, som efterfølgende blandes i dejen. Det giver den dejligste milde smag af rosmarin i brødet.
Derudover er der kogte kartofler i brødet. Kartoflerne bidrager til både smagen og til at gøre brødet ekstra saftigt og svampet samtidigt med, at det får lidt fylde. Du kan enten bruge en rest af kartofler fra aftensmaden dagen i forvejen eller hurtigt koge den smule, der skal i.
Opskrift på kartoffelgrydebrød med rosmarin
Opskriften på grydebrødet er med gær, men har du en surdej stående, kan du også bruge den. Reducer da gærmængden til 5 g og tilsæt 1/2 dl surdej.
Jeg har en støbejernsgryde, som jeg udelukkende bruger til brødbagning. Jeg bager grydebrød mindst et par gange i ugen, og derfor står gryden altid klar. Du kan både bruge en støbejernsgryde og en emaljegryde. Begge dele fungerer fint, når du skal bage grydebrød. En støbejernsgryde tager dog oftest lidt længere tid om at varme helt op.
Kan du godt lide at bage dit eget brød, så tjek også mine mange andre brødopskrifter. Her er et lille udpluk:
Kartoffelgrydebrød med rosmarin
Equipment
- 1 støbejernsgryde eller en emaljegryde
Ingredienser
- 200 g skrællede kartofler
- 2,5 dl mælk
- 1 kvist frisk rosmarin
- 2,5 dl koldt vand
- 15 g gær (alternativt 5 g gær + 1/2 dl surdej)
- 15 g salt
- 1 tsk honning
- 250 g ølandshvedemel
- 300 g hvedemel
Sådan gør du
- Skæl kartoflerne, skær dem i mindre stykker og kog dem møre.
- Mos kartoflerne og lad dem køle af.
- Lun mælken i en gryde sammen med rosmarinkvisten. Sluk, før mælken når kogepunktet, og lad rosmarinkvisten stå og trække i mælken, mens den køler af.
- Fisk rosmarinkvisten op af mælken, skyl den og snit et par cm fint for ekstra rosmarinsmag i brødet.
- Kom vand, mælk og gær i en røremaskine og rør gæren ud.
- Tilsæt de mosede, afkølede kartofler, salt, honning og evt. finthakket rosmarin og rør godt igennem.
- Tilsæt begge meltyper og rør dejen godt i ca. 5-8 minutter.
- Lad dejen hæve tildækket i køleskabet i ca. 12 timer eller natten over.
- Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå på køkkenbordet i ca. 1 time, så den får stuetemperatur.
- Sæt støbejernsgryden i ovnen og varm op til 230 grader varmluft.
- Tag gryden ud, drys lidt mel i og hæld forsigtigt dejen ned i den varme gryde. Læg låget på og sæt gryden tilbage i ovnen.
- Bag brødet i ca. 25-30 minutter. Tag låget af og bag i yderligere 10 minutter, til brødet har en gylden og sprød overflade.
- Tag gryden ud af ovnen og vend brødet ud på en bagerist. Lad det køle lidt af inden servering.