Disse koldhævede havrebrød er både nemme og hurtige at lave. Rør dejen sammen om aftenen og spis nybagt brød næste morgen. Brødene smager skønt.
Godt hjemmebagt brød
Koldhævede havrebrød er lækre hjemmebagte brød, som rulles i havregryn, inden de bages. Dejen hæver natten over i køleskabet, og brødene er utroligt nemme at bage.
Altså, det kan godt være, at der i disse år er meget fokus på gluten og kulhydrater i brød, men jeg må sige, at der er nu ikke ret meget, der slår en skive nybagt brød med smør. Jeg prøver så vidt muligt at undgå supermarkedsbrød og gemmer i stedet min appetit (og kalorier og glutenindtag) til hjemmebagt brød. Vi bager ikke hver dag, men som regel hver anden dag.
Man skal nemlig ikke spise brød hele tiden, men derimod glæde sig til hvert eneste stykke eller hver eneste bolle, som skal gøres til noget særligt.
Opskriften på disse koldhævede havrebrød giver to brød, og det er en meget nem opskrift. Man rører dejen sammen om aftenen, sætter den på køl til næste dag, vender dejen ud og deler den i to, hvorefter man ruller begge brød i havregryn og bager dem i en halv time. Så bliver det da næsten ikke nemmere.
Jeg bager ind imellem brødene om morgenen til hyggelig morgenmad, inden børnene skal i skole. Bare fordi det er nemt og samtidigt helt enormt hyggeligt med friskbagt brød tidligt om morgenen.
Opskrift på koldhævede havrebrød
Opskriften giver to dejlige brød, og jeg synes, de egner sig utroligt godt som morgenbrød på grund af havregrynene. Men jeg vil sige, at brødene også smager godt om eftermiddagen eller som madbrød.
Brødene er en anelse rustikke – hvilket jeg selv opfatter som en kvalitet – og de får derfor det her lidt ujævne udtryk, der minder om ægte landkøkkenbrød. Det rustikke udseende får i hvert fald brødene til at se meget lækre og indbydende ud.
Får du lyst til at bage flere hjemmebagte brød, så tjek gerne de mange andre opskrifter på gærbrød:
Kartoffelgrydebrød med rosmarin
Koldhævede havrebrød
Ingredienser
- 2,5 dl vand
- 5 dl kærnemælk
- 3/4 dl rapsolie
- 25 g gær
- 20 g salt
- 1 spsk honning
- 200 g havregryn + lidt til drys
- 200 g speltmel
- 350 g hvedemel
Sådan gør du
Dag 1
- Rør gæren ud i kærnemælk og vand. Tilsæt salt, honning og havregryn. Rør til sidst speltmel og hvedemel i. Rør dejen godt sammen i røreskålen (gerne på en røremaskine ved lav hastighed) i ca. 10-12 minutter.
- Lad dejen hæve natten over i køleskabet.
Dag 2
- Tænd ovnen på 250 grader varmluft.
- Form to brød og rul dem i havregryn. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Bag dem ved 250 grader i 5 minutter og skru derefter ned på 220 grader. Bag dem videre i ca. 20-25 minutter.
- Lad brødene afkøle på en bagerist.