Æbleskiver smager ubetinget bedst, hvis man laver dem selv. Her er opskriften på mormors æbleskiver, som jeg er vokset op med, og som vi har lavet hvert eneste år siden min barndom. Det tager lidt længere tid at bage æbleskiverne selv, men det er så meget hyggeligere og smager vidunderligt.
Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks – læs mere nederst på siden.
Gløgg og æbleskiver
Mormors æbleskiver er en fast del af vores adventstradition sammen med en god hjemmelavet rødvinsgløg. Gløgg og æbleskiver er nemlig vaskeægte decemberhygge!
Hvis du, lige som jeg, ikke er til store mængder æbleskiver opvarmet fra frost i løbet af december, så er denne opskrift lige noget for dig. Den er nemlig på ægte gammeldags hjemmelavede æbleskiver lavet på en rigtig æbleskivepande.
Æbleskiver er noget helt særligt, og i min optik må man ikke ødelægge fortryllelsen ved æbleskiver ved at servere æbleskiver fra frost, hver eneste gang, lejligheden byder sig, og der er snak om gløgg og æbleskiver. De fleste, jeg kender, er trætte af æbleskiver, og det er sikkert, fordi de ikke har smagt en ægte hjemmelavet æbleskive i årevis.
Men nu må vi bringe den hjemmelavede æbleskiver på mode igen! Mormors æbleskiver er en dejlig opskrift, hvor æbleskiverne har en skøn smag af citron og kardemomme.
En god æbleskivepande
Selvfølgelig kræver det en god æbleskivepande at lave hjemmelavede æbleskiver. Har du ikke sådan en, kan jeg anbefale en af disse to pander. Jeg har selv den lille traditionelle æbleskivepande i støbejern med 7 huller, men jeg ønsker mig den store æbleskivepande med 9 huller.
Opskrift på mormors æbleskiver
Neden for finder du den gamle opskrift på hjemmelavede æbleskiver. Opskriften er på ca. 25 æbleskiver og passer til en lille familie på 4-5 personer. Venter du gæster, vil det være en god idé at doble opskriften op.
Og her er der lidt inspiration til, hvad du skal servere af varme drikke til de hjemmebagte æbleskiver:
Hjemmelavet gløgg – klassisk rødvinsgløgg
Varm æble-ingefærtoddy med rom
Hjemmelavet æblegløgg – med appelsin og ingefær
Se alle opskrifter til julehygge
Mormors æbleskiver
Equipment
- Æbleskivepande
Ingredienser
- 3 dl mælk
- 15 g gær
- 3 æggeblommer
- 2 spsk sukker
- 200 g hvedemel
- 1 tsk stødt kardemomme
- revet skal af 1/2 citron
- 65 g smeltet smør
- 3 piskede æggehvider
- smør til bagningen
Servering
- Flormelis
- Marmelade eller syltetøj
Sådan gør du
- Lun mælken og opløs gæren heri.
- Smelt smørret og afkøl det.
- Pisk æggeblommer og sukker, til det er hvidt.
- Tilsæt mel, kardemomme og revet citronskal skiftevis med mælk og rør det godt sammen.
- Rør smeltet smør i dejen.
- Vend til sidst stiftpiskede æggehvider i og sæt dejen til hævning et lunt sted i ca. 20 min.
- Varm æbleskivepanden op og kom lidt smør i hvert hul.
- Fyld dej i til randen og vend æbleskiverne halvt, når de har fået skorpe. Fyld en anelse mere dej i, så de bliver fine runde.
- Vend derefter æbleskiverne jævnligt under bagningen. Æbleskiverne skal bages ca. 5-7 minutter ved godt middel temperatur.
- Server æbleskiverne overdrysset med flormelis og lidt marmelade som dyppelse.
(Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks, hvilket betyder, at jeg tjener en skilling, hvis du klikker dig videre og foretager et køb. Jeg linker kun til varer og produkter, som jeg enten selv bruger eller som jeg vil anbefale. Klikker du på et link og køber, så støtter du samtidigt mit arbejde med at udvikle opskrifter, som jeg kan lægge ud til dig og alle andre – ganske gratis.)