Denne skønne og meget smukke rabarbersalsa smager vidunderligt til sommerens grillretter, hvor den tilfører syre og lidt bid. Brug dine mest røde rabarberstængler, så bliver salsaen flottest og mest smagfuld.
Smagen af sommer
Rabarbersalsa er hurtigt lavet og er et lækkert tilbehør til en kødret eller til sommerens grillretter. Salsaen er nemlig syrlig og tilfører syre og bid, men også en skøn smag af sommer og sol, rabarber og krydderurter.
Salsaen kan med fordel laves i god tid, inden den skal spises, så den får lov til at trække lidt. På denne måde bliver de små rabarberstykker marineret og krydderurterne får lov at afgive smag.
Jeg synes, at rabarber og mynte går særligt godt sammen – det er som om de komplementerer hinanden på helt genial vis. Og bronzefennikelen tilfører salsaen en lille smule anissmag, som også fungerer godt sammen med den syrlige smag fra rabarberne og den dejlige myntesmag.
Har du andre krydderurter i haven, på altanen eller i vindueskarmen, kan du sagtens tilsætte flere krydderurter eller erstatte, så salsaen får en anden smag.
Hvad er salsa?
Salsa er blot det spanske ord for sauce. Ofte en lidt grov en af slagsen med hakkede grøntsager. Man kan lave mange forskellige slags salsa. Den mest kendte er nok tomatsalsa, som de fleste spiser til mexikansk mad, men i virkeligheden er det supernemt at lave en hurtig salsa af sine grøntsagsrester. Og man kan altid vende en dåse hakkede tomater i, hvis den skal være lidt mere sovset i det.
Salsa smager i øvrigt godt på en lang række retter. Prøv fx at spise salsa på scrambled eggs, på grillet fisk og kød, på en hjemmelavet hotdog eller i en burger. Salsa er typisk en sund sauce, men også en fantastisk måde, hvorpå du kan tilføre din mad tonsvis af smag uden brug af en masse salt, sukker og olie.
Opskrift på rabarbersalsa
Du finder den nemme opskrift på den sommerlige salsa lige nedenfor. Brug gerne vinrabarber eller jordbærrabarber, som er lidt sødere og lidt rødere. Så får du den flotteste og mest velsmagende salsa.
Får du lyst til at lave andre lækre ting med rabarber, så tjek gerne mine mange andre rabarberopskrifter:
Se alle opskrifter med rabarber
Rabarbersalsa
Ingredienser
- 2 spsk honning
- 4 spsk vand
- 200 g rød rabarber
- 1 lille løg
- 1 håndfuld mynte
- 1 stængel bronzefennikel
- 1 rød chili (ikke for stærk)
- evt. spiselige blomster (her er brugt lilla syrenblomster)
Sådan gør du
- Kom honning og vand i en lille kasserolle og bring det i kog. Lad det køle en smule af.
- Skær den røde rabarberstængel og løget i fine små tern og vend dem i honningvandet. Lad blandingen stå og trække i mindst en time – og gerne længere.
- Tilsæt hakket mynte, bronzefennikel og chili og vend rundt.
- Pynt med spiselige blomster og lidt ekstra hele krydderurter og server med det samme.