Denne upside-down blommekage er en rigtig sensommerkage med karamelliserede blommer og en god krydret kagedej – som smager perfekt sammen. Spis kagen med en god klat flødeskum eller en kugle vaniljeis på.
En dejlig frugtkage
Jeg gentager mig selv igen og igen, men der er altså ikke noget som sensommerens frugtkager, og denne udside-down blommekage er en af dem.
Kagen kaldes en upside-down-kage, fordi man vender den på hovedet, når den er blevet bagt og skal serveres. På denne måde laver man de karamelliserede blommer i bunden af springformen, som man så hælder kagedejen over og bager. Og når kagen så er færdigbagt, vender man den ud på en tallerken. Vupti – så har man den lækreste udside-down-kage.
Du kan lave en upside-down-kage med alle mulige slags frugter, prøv fx også min udside-down mirabellekage, eller lav den fx med abrikoser eller ferskner. Eller måske med rabarber i foråret.
Hvis du gerne vil have lidt knas i kagen, kan du evt. drysse hakkede mandler i bunden. Mandler står utroligt godt med stenfrugter og vil være en lækker ting at tilføre kagen.
Opskrift på upside-down blommekage
Blommekagen er nem at lave og tager ikke længere tid at bage end en almindelig skærekage. Jeg kan rigtig godt lide tanken om at bruge havens høst – også i kager. Det er simpelthen noget af det lækreste, synes jeg.
Server endelig kagen med letpisket fløde til eller en god vaniljeis. Og har du evt. en hjemmelavet frugtsirup stående, smager det virkelig godt at hælde en stråle ud over fløden.
Inden du springer ned til opskriften på den lækre krydrede kage med karamelliserede blommer, så tag også lige et kig på disse par lækre opskrifter med blommer, som måske også vil inspirere dig:
Upside-down blommekage
Equipment
- Springform 24 cm
Ingredienser
Karamelliseret bund med blommer
- 20 g stuetempereret smør
- 100 g brun farin
- 400 g blommer
Kage
- 3 æg
- 300 g sukker
- 150 g smør
- 225 g hvedemel
- 3 tsk stødt kanel
- 1 lille tsk stødt nellike
- 2,25 dl kærnemælk
Sådan gør du
Den karamelliserede bund
- Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Løsn ringen på springformen og dæk bunden med et stykke bagepapir. Sæt ringen nedover og luk formen til. Klip det overskydende bagepapir af.
- Smør bunden og siderne af formen med rigeligt smør og efterlad gerne et par klatter på bunden af det overskydende smør. Drys brun farin ud over bunden.
- Skyl, halver og udsten blommerne. Læg dem ovenpå farinen med skæresiden nedad.
Kagen
- Smelt smørret og sæt det til side til afkøling.
- Pisk æg og sukker sammen, til det er hvidt og skummende.
- Bland de tørrre ingredienser sammen og rør dem i skiftevis med kærnemælk.
- Hæld det afkølede smør i og rør dejen jævn.
- Hæld dejen ovenpå blommerne og bag kagen ved 180 grader i ca. 40 min.
- Lad kagen køle af og server den derefter lun med en klat letpisket fløde eller en god kugle vaniljeis.