Disse grove skinkeboller er nemme at bage og er perfekte til at tage med på tur eller til at bruge i madpakken. Bollerne smager skønt med et fyld af skinke, ost og peberfrugt.
Madpakkeboller
Grove skinkeboller er så absolut et hit i madpakken hos vores børn. Det er ikke, fordi vi bager dem synderligt tit, men de tjener til en god variation på madpakkesiden ind i mellem. Til gengæld bager vi dem ofte, når vi skal på tur et sted, hvor vi skal have noget madpakkelignende med.
Hvis I er en hel famile, som skal på tur, kan I evt. også bage nogle pølsehorn, så der er lidt at vælge imellem. Og det er bare som om, at ungerne finder en hel anden begejstring frem, når der er tale om madpakker uden rugbrød.
Skinkebollerne kan sagtens bages dagen før, I skal på tur. Osten holder dem nemlig fugtige og lækre, selv om det skal siges, at intet jo slår en nybagt bolle. Men sørg for at lægge bollerne i køleskabet, hvis de skal holde sig.
Opskrift på grove skinkeboller
Opskriften på skinkebollerne er ganske nem. Først røres olie sammen med vand og groft rugmel. Denne blanding lader man stå og trække i en halv times tid. Derefter smuldrer man gæren i blanding og ælter sukker, salt og hvedemel i.
Mens dejen hæver, skæres peberfrugt, skinke og ost i små tern. Her kan du bruge hvad du har i huset. du kan købe skinke i tern eller skære noget kogt skinke op. Brug også blot den ost, du har. Mozzarella eller flødehavarti er altid godt i.
Når dejen har hævet, formes den til boller, der trykkes flade og formes rundt om fyldet. Derefter bages bollerne, og så har man de lækreste grove skinkeboller.
Får du lyst til at bage flere madbrød, så find gerne mere inspiration i de mange andre opskrifter:
Grove skinkeboller
Ingredienser
Boller
- 75 g rapsolie
- 3 dl vand
- 180 g groft rugmel
- 50 g gær
- 1 tsk sukker
- 1 tsk salt
- ca. 400 g hvedemel
- 1-2 tsk tørret oregano
Fyld
- 150 g skinke (her kan du bruge skiveskåret, som du selv skærer i strimler, revet skinke eller skinke i tern – du kan også bruge en rest hamburgerryg fra aftensmaden)
- 125 g ost (her bruger du lige den ost, som du godt kan lide, om det er flødehavarti, mozzarella eller parmesan – jeg bruger det, som jeg har i huset, oftest en blanding af mozzarella og primadonna)
- 1/2 peberfrugt i små tern
Sådan gør du
- Bland olien sammen med vand og groft rugmel til du har en tyk og ensartet grød. Lad blandingen stå i 1/2 time.
- Smuld gæren i blandingen og rør rundt.
- Tilsæt sukker, salt og hvedemel og ælt dejen godt igennem.
- Lad dejen hæve i ca. 1 time.
- Form dejen til boller og kom fyldet i ved at trykke bollen helt flad som en pandekage, lægge fyldet i og derefter samle kanterne på midten. Læg bollerne på en bageplade med bagepapir med samlingerne nedad, så de ikke springer op.
- Pensl bollerne med vand eller mælk og drys med oregano og evt. lidt flagesalt og bag dem i ca. 20-25 minutter ved 200 grader varmluft.
- Lad bollerne køle af på en bagerist.
2 comments
Hej ! – hvor mange skinkeboller får man ud af din opskrift herover 🙂 ??!
Hej Lise
Der bliver ca. 18 boller af denne opskrift – alt efter, hvor store man laver dem, selvfølgelig. Som jeg laver dem, så passer de lige i en hånd 🙂
Mange hilsner Trine
Comments are closed.