Gærbrød

Hjemmebagte græske fladbrød

Græske fladbrødDisse hjemmebagte græske fladbrød er bløde og lækre og kan bruges til aftensmad med græsk gyrus eller tzatziki og falafler. Brødene er nemme at lave og bliver bagt på en pande.

Pandebagte fladbrød

Vi kan jo allesammen købe en pakke pitabrød i pose i supermarkedet, men der er en verden til forskel, når du bager dem selv. Det er ret nemt, for alt hvad du gør, er, at du blander dejen (som laves med bagepulver og natron i stedet for gær), lader den hvile i et par timer, hvorefter du former små boller, som rulles flade og bages et minut eller to på begge sider på en varm pande.

Næsten lige som når du laver pandekager. Har du halvstore børn, er det en glimrende opgave til dem. Og de vil sikkert elske at få disse med på madpakken (når vi engang bruger det igen).

Har du givet dig i kast med hjemmebagte græske fladbrød, er det jo helt oplagt også at lave en gang græsk gyrus eller måske nogle dejlige falafler. Begge dele smager skønt på disse fladbrød sammen med salat og en god dressing, fx tzatziki eller en hjemmerørt ramsløgdressing, som jo nærmest er en grøn hvidløgsdressing.

Fladbrødene er også perfekte som snack eller appetizer til at dyppe i en pesto, hummus, tzatziki eller en auberginedip.

Hjemmebagte græske fladbrød

Opskrift på græske fladbrød (12 stk)

  • ca. 475 g hvedemel
  • 175 g græsk yoghurt
  • 2 dl lunken vand
  • 6 spsk olivenolie
  • 2 tsk salt
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 tsk natron

Bland alle ingredienserne sammen på nær melet. Dette kan du fint gøre på en røremaskine eller i hånden.

Ælt forsigtigt melet i lidt efter lidt.

Ælt dejen blød og smidig og form den til en kugle.

Lad dejen hæve i skålen dækket med et viskestykke i et par timer.

Del dejen i 12 stykker og form hvert stykke til en lille bolle, som du ruller ud med en kagerulle på et veldækket bord.

Varm en teflonpande op til medium varme og smør en lille smule olivenolie på, fx med et stykke køkkenrulle.

Bag fladbrødene i 1-2 minutter på hver side. Læg dem oven på hinanden i en stak, når du tager dem af panden – så holder de hinanden varme og bløde, indtil de skal spises.

God fornøjelse!

Hjemmebagte græske fladbrødHjemmebagte græske fladbrød

Forrige indlæg Næste indlæg

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar