Disse veganske spinat tortillas er saftige og bløde og er et godt alternativ til traditionelle tortillas med hvedemel. De tager absolut ingen tid at lave, og du kan lave dem små og tykke som tacos eller store og tynde som tortillas.
Mexikanske madpandekager
Disse veganske spinat tortillas er supernemme at lave, er bløde og saftige og kan holde sig længe. Der er masser af gode grunde til at lave dette veganske alternativ til traditionelle tortillas med spinat. Pandekagerne laves nemlig med kikærtemel, hvilket gør dem proteinrige, fulde at fibre og glutenfri.
Kikærtetortillas er altså et både sundt og mættende alternativ, hvis du gerne vil undgå at spise gluten eller gerne vil spise flere bælgfugter og en mere proteinrig kost.
(OBS: Dette blogindlæg; Veganske spinat tortillas, indeholder affiliatelinks – læs mere nederst på siden)
Tapiokamel
Som bindemiddel bruges tapiokamel, og denne veganske stivelse giver dem en lidt anderledes konsistens end de traditionelle tortillas, en lillebitte smule mere gummiagtige. Men samtidigt er det også med til at gøre dem saftige og lækre. Og når de spises med fyld, skænker man det ikke en tanke, at de er lavet med veganske og sunde ingredienser. Tværtimod.
Tapiokamel kan erstattes af andre former for stivelse, fx pilerod (arrowroot) eller ganske enkelt kartoffelmel. Du kan dog hurtigt få fat i tapiokamel hos Helsebixen, som sender fragtfrit fra dag til dag:
Tips til at lave disse tortillas
Spinat-tortilladejen kan forberedes op til 3 dage i forvejen. Du skal blot blende ingredienserne og hælde dejen i en lufttæt beholder. Når du skal bruge dejen, giver du den en god rystetur eller omrøring og bruger den som normalt.
Oplever du, at de veganske tortillas klistrer til panden, så lad dejen hvile i en halv til en hel time. Så samler den sig. Og ellers kom et par dråber olie på panden mellem hver pandekage. Sørg for at bruge en god tykbundet non stick pande.
Du kan bruge frossen spinat i stedet for frisk. Brug halvdelen af mængden (i frossen vægt) og lad den tø op, inden du bruger den. Du kan også erstatte spinaten med andre grønne blade, fx kålblade eller mælkebøtteblade. Eller tilsætte grønne krydderurter som persille eller koriander.
Hvis du gerne vil give dine spinat tortillas smag, kan du tilsætte krydderier til den grønne dej. Prøv fx cayennepeber, spidskommen, hvidløgspulver eller tørrede krydderurter.
Ønsker du at lave spinat tortillas med en anden type mel end kikærtemel, må du prøve dig frem, fx med boghvedemel eller lignende. Spiser du gluten, kan du bruge hvedemel.
Opskrift på veganske spinat tortillas
Dette er måske den mest enkle opskrift, man kan forestille sig. Pandekagerne tykkelse vil variere efter, hvor meget vand, du kommer i den grønne dej. Og det er nemt at justere, hvis du synes, at dejen er for tyk.
Vi bruger ofte denne opskrift til at lave små spinat tacos, som vi fylder med vegansk linsekød, sort bønnesalat og evt. en salsa og en dressing. Det smager fantastisk. Men du kan bruge disse spinat tortillas til et hav af forskellige retter og lave dem i lige den størrelse, du ønsker fra gang til gang.
Får du lyst til at lave flere lækre ting med kikærter, så find gerne inspiration i disse opskrifter:
Røget gulerodshummus med mandler
Spinatsalat med ristede kikærter, radiser og ost
Se alle opskrifter med kikærter
Sunde spinat tortillas
Equipment
- 1 non stick pande med tyk bund
Ingredienser
- 120 g kikærtemel
- 60 g tapiokamel/-stivelse
- 60 g frisk babyspinat
- ca. 2,5 dl vand
- 1/2 tsk salt
Sådan gør du
- Blend alle ingredienser i din foodprocessor eller blender, indtil dejen er glat. Hvis du ønsker tykkere eller mindre tortillas til tacos, kan du bruge lidt mindre vand end angivet i opskriften (ca. 2 dl). Brug ca. 2,5 dl eller lidt mere vand, hvis du vil lave tyndere/større tortillas til fx burritos.
- Hæld ca. en 3/4 dl af dejen på en non-stick stegepande til hver tortilla. Det er ikke nødvendigt at bruge olie til at bage tortillaerne, da de bliver ganske fine uden.
- Steg hver tortilla i to minutter ved lav-middel varme, vend den og steg den på den anden side i cirka et minut.
Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks, hvilket betyder, at jeg tjener en skilling, hvis du klikker dig videre og foretager et køb. Jeg linker kun til varer og produkter, som jeg enten selv bruger eller som jeg vil anbefale. Klikker du på et link og køber, så støtter du samtidigt mit arbejde med at udvikle opskrifter, som jeg kan lægge ud til dig og alle andre – ganske gratis og uden forstyrrende reklamer.