Uhhh, sådanne hjemmelavede snebolde med limoncello og citron er særdeles vanedannende. Den saftige marcipan med citronsmagen fra limoncello og revet citron og den mørke, knasende chokolade – det er godt!
Marcipankonfekt med citronsmag
Har du først lavet hjemmelavede snebolde med limoncello og citron én gang, så tror jeg, du fortsætter år efter år. For disse store stykker marcipankonfekt med citronsmag bliver man særdeles afhængig af.
Snebolde skal være helt saftige, bløde og smagsfulde indeni og have en sprød skal af tyk chokolade. Så er en snebold, lige som den skal være. Her er sneboldene gjort ekstra lækre med limoncello æltet ind i marcipanen og med ekstra citronsmag fra revet citron.
Sneboldene er lette at lave, man triller dem nærmest på samlebånd, og de bringer stor lykke ved servering. Og så ser de faktisk smukke ud, disse snebolde. Hvis du fx har problemer med at få din chokoladekonfekt til at tage sig fint ud, er jeg ret sikker på, at du vil være glad for disse, hvor det næsten ikke kan gå galt. De har sådan et dejligt lettere rustikt udseende.
Opskrift på hjemmelavede snebolde med limoncello
Du finder den nemme opskrift på de hjemmelavede snebolde lige ger nedenfor. Det, der gør dem særligt lækre, er selvfølgelig limoncelloen. Den kan du selvfølgelig købe dig til, men jeg vil virkelig anbefale dig at prøve at lave den selv. Det er rigtig nemt og med meget lidt arbejdstid. til gengæld skal man vente et par uger, for man har en drikkeklar limoncello. Men det er hele ventetiden værd.
Du finder opskriften på hjemmelavet limoncello her.
Og hvis du får lyst til at lave mere hjemmelavet konfekt, så find mere inspiration i mine mange andre juleopskrifter på søde sager. Her er et lille udpluk:
Uimodståelige lakridskarameller
Se alle opskrifter på hjemmelavet juleknas & konfekt
Hjemmelavede snebolde med limoncello
Ingredienser
- 250 g marcipan
- 2 spsk hjemmelavet limoncello (eller en købt citronlikør, hvis ikke du selv har produceret)
- revet skal af 1 lille økologisk og usprøjtet citron
- ca. 150 g mørk chokolade – alt efter hvor tykt et lag chokolade, du ønsker
- 50 g flormelis
Sådan gør du
- Riv skallen af citronen og ælt revet citronskal og limoncello ind i marcipanen. Undgå at tilsætte ekstra flormelis, da marcipanen gerne skal blive rigtig saftig og lækker. Smag på marcipanen undervejs, så du er sikker på, at den smager nok af citron.
- Del marcipanen op i 30 cirka lige store stykker og tril dem til kugler.
- Temperer den mørke chokolade til 32 grader – enten i et vandbad eller i mikroovnen.
- Beklæd marcipankuglerne ved at stikke en tandstik i kuglen og med en teske smøre chokolade på hele kuglen. Det behøver ikke at være pænt, for det rustikke er en del af look’et.
- Stil kuglerne på et stykke bagepair og lad chokoladen sætte sig lidt.
- Inden chokoladen stivner helt, triller du kuglerne i en skål med flormelis.
- Stil igen kuglerne på et stykke bagepapir og lad chokoladen stivne helt.
- Opbevar de hjemmelavede snebolde med limoncello på dåse et køligt sted, men ikke i køleskabet.