Vidste du, at man kan lave sin egen hjemmelavet chokoladelikør? Og at det er virkelig nemt? Og smager fantastisk! Likøren er tyk og cremet og med den dejligste søde chokoladesmag, og med et par isterninger i glasset er den perfekt til konfekten eller sammen med kaffen.
Hjemmelavede likører
Med sådan en hjemmelavet chokoladelikør har du virkelig mulighed for at imponere familie, venner og arbejdskolleger i et snuptag, for det er ikke ofte, man får serveret en likør i denne klasse, som endda er lavet hjemme i køkkenet.
Likøren laves på mørk chokolade, sirup og kondenseret mælk – og så en god rom, whiskey eller hvad man nu ellers ønsker som base for likøren. I denne likør har det stor betydning, hvilken alkohol, du vælger, for den smager igennem chokoladesmagen og al det søde. Jo bedre alkoholen smager, jo bedre kommer chokoladelikøren til at smage. Vi er selv ret glade for at bruge en god rom til likøren.
At lave sine egne likører
Jeg er helt vild med at lave mine egne likører og kryddersnapse. Det er en spændende verden, hvor der hele tiden er nye smage og sammensætninger, der skal udforskes sammen med trækketider og mængder. Jeg bliver aldrig træt af det.
Hjemmelavet chokoladelikør er en af de nemme af slagsen, for der er ingen trækketid, men kan laves på 10 minutter og drikkes med det samme. Likøren minder meget om en Baileys og alt efter, hvad du bruger af stærke sager i likøren, vil du få en forskellig smag frem.
Man kan tydeligt smage alkoholen igennem, så derfor er det ikke uden betydning, hvad du vælger at bruge. Brug den alkohol, som, du synes, smager bedst.
Opskrift på hjemmelavet chokoladelikør
Neden for finder du den nemme opskrift på likør lavet på chokolade. Server gerne likøren sammen med et godt stykke hjemmelavet konfekt eller chokolade eller en god dessert. Her er lidt inspiration:
Julet panna cotta med appelsin og krydret knas
Se også hele samlingen af opskrifter på hjemmelavede likører her
Hjemmelavet chokoladelikør
Ingredienser
- 5 dl mørk rom, cognac, whiskey eller lignende
- 300 g kondenseret mælk
- 100 g mørk sirup
- 50 g mørk chokolade
- 1/2 vaniljestang
Sådan gør du
- Smelt chokoladen og siruppen sammen i en lille gryde. Lad blandingen køle lidt af.
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland dem i sirupsblandingen.
- Hæld siruppen i en flaske sammen med rom/cognac/whiskey og kondenseret mælk. Sæt låg på flasken og ryst den grundigt og længe, så det hele blander sig godt sammen og farven bliver chokolademælksbrun og jævn.
- Sæt chokoladelikøren i køleskabet og lad den blive helt kold.
- Server likøren med isterninger. Sørg for at ryste den godt hver gang inden servering.
2 comments
Får 5 ud af 5 stjerner. Den er virkelig lækker!
Kære Malene
Dejligt at høre 🙂 Og jeg er helt enig!
Mange hilsner Trine
Comments are closed.