Det er så nemt og givtigt at lave sin egen hjemmelavede kryddereddike og en stor fornøjelse at bruge i madlavningen året rundt. Her er en hjemmelavet kryddereddike med blandede krydderurter, som du kan lave på et par minutter.
Smagsgiver til maden
En hjemmelavet kryddereddike med blandede krydderurter er noget af det nemmeste at lave og noget, som man skal lave så snart, man har de første krydderurter i haven eller på altanen.
Vi laver mange forskellige kryddereddiker i løbet af en sæson. Både fordi, det er så nemt og fordi, det er så vidunderligt skønt at have mange forskellige kryddereddiker med hver deres karakteristiske smag. Nogle passer til salater med frugter i, nogle er gode til gryderetter eller blot en gang spaghetti bolognaise. Andre bruger vi i dressinger og marinader.
Man kan både lave blomstereddike, frugt- og bæreddike og krydderurteeddike, og hver eddike er lige skøn på sin egen måde. Nogle eddiker kan stå længe og kan bruges året rundt. Andre skal bruges i løbet af kort tid, da de ellers danner bundfald. Det får dem til at se mindre indbydende ud, jo længere tid de står. Nogle af mine favoriteddiker er roseneddike, hyldeblomsteddike og estragoneddike.
Men det gør ikke så meget, hvor lang tid en eddike kan holde sig. For det handler bare om at bruge løs, mens den er frisk og lækker. Man kan altid lave en ny, og tingene er nu alligevel bedst nylavede.
Denne kryddereddike af blandede krydderurter giver en dejlig krydderurteagtig smag til maden, og nogle gange er det lige præcis det, der skal til.
Opskrift på hjemmelavet kryddereddike med blandede krydderurter
Lige her under finder du den nemme opskrift på en kryddereddike med blandede krydderurter. Du kan i princippet bruge lige præcis de krydderurter, du har i haven eller til rådighed, men det skader aldrig at have en opskrift at gå efter. Prøv dig gerne frem med flere variationer.
Får du lyst til at lave flere lækre hjemmelavede kryddereddiker, så kan det være, du vil finde inspiration i nogle af mine mange andre opskrifter på hjemmelavede kryddereddiker:
Se alle opskrifter på hjemmelavede kryddereddiker
Kryddereddike med blandede krydderurter
Equipment
- 1 Sylteglas med låg
- 1 glasflaske med låg eller hældetud
Ingredienser
- 5 dl hvid eddike: du kan bruge hvidvinseddike, hvid balsamicoeddike eller en almindelig hvid lagereddike
- 1 stængel løvstikke
- 1 stængel salvie
- 1-2 stængler timian
- 1 stængel rosmarin
Sådan gør du
- Nip stænglerne af dine krydderurter og sørg for, at de er helt rene. Er der jord eller skidt på, skal du skylle og tørre krydderurterne, inden du bruger dem.
- Kom krydderurterne i et højt sylteglas – klip dem gerne over i mindre stykker – og hæld eddike over, så krydderurterne er helt dækkede. Sæt låg på.
- Lad eddiken trække i køleskabet i ca. 6 uger.
- Si eddiken gennem et kaffefilter over i en rengjort glasflaske.
- Nu er din hjemmelavede kryddereddike klar til brug, og du kan lade den stå på køkkenbordet.