Lavendelsnaps er en af mine yndlings kryddersnapse. Umiddelbart tænker man måske, at det er en parfumeret sag, men lavendelsnaps smager fantastisk – ikke mindst i en velkomstdrink blandet med Asti.
Duften af lavendler
En lavendelsnaps er en af mine absolut favoritter, når vi taler hjemmelavet kryddersnaps. Og hvis du tænker, at det lyder utrolig parfumeret og ikke særlig lækkert, så må du tro om, for det er faktisk ikke tilfældet.
Der er ikke noget som duften af lavendler, og det er en rigtig spændende blomst at bruge i køkkenet, synes jeg. Den klæder kager og desserter godt, og så er den genial i snaps.
Når jeg laver snapse første gang, laver jeg altid af en halv flaske klar snaps, det vil sige ca. 35 cl. Hvis jeg synes, det er en god snaps producerer jeg mere. På den måde kommer jeg ikke til at “spilde” en masse god snaps på at lave kryddersnapse, jeg ikke bryder mig om. Og så har jeg mulighed for at udforske mange flere snapsevarianter uden, at det løber helt løbsk.
Lavendelsnaps laver jeg dog altid en hel flaske af. Det er nemlig en virkelig god kryddersnaps.
Du kan læse mere om ægte lavendel her.
Opskrift på lavendelsnaps
Lige her under finder du den utroligt nemme opskrift på hjemmelavet kryddersnaps med lavendel. Du kan lave snapsen af friskplukkede lavendler fra din have, men har du ikke lavendler i haven, kan du også købe tørrede lavendler og bruge i stedet. Man kan jo god få lyst til at lave en snaps, selv om man ikke har ingredienserne til den i sin have.
Det er ikke en nødvendighed, at du søder lavendelsnapsen med honning. Du kan sagtens undlade den, hvis du foretrækker en snaps, som ikke er så sød. Jeg laver den for det meste uden honning, fordi jeg ofte bruger den videre i drinks.
Får du i øvrigt mod på at lave flere dejlige blomstersnapse, så vil jeg anbefale dig også at prøve disse andre opskrifter på skønne kryddersnapse lavet på blomster. De er alle sammen meget nemme at lave:
Rosensnaps med honning – hjemmelavet kryddersnaps
Se alle opskrifter på kryddersnaps
Lavendelsnaps
Equipment
- Sylteglas med låg
- Glasflaske med låg
Ingredienser
- ca. 2 dl friskplukkede lavendler (eller tørrede lavendler)
- 3,5 dl klar, smagsneutral snaps
- evt. 1-2 tsk honning
Sådan gør du
- Pluk friske lavendler i din have. De skal være i blomst, og du skal plukke stilkene af. Tjek lavendelblomsterne for små insekter og skidt, inden du bruger dem.
- Fuld et sylteglas eller en glasflaske ca. kvart op med lavendelblomsterne.
- Hæld klar snaps over og lad lavendelsnapsen trække i op til tre dage. Smag evt. på den undervejs. Den får en flot gylden farve. Ligesom andre blomstersnapse, vinder smagen ved lavendler ikke ved at trække i længere tid.
- Hæld snapsen gennem en sigte for at få blomsterne fra og hæld snapsen tilbage i sylteglasset. Hvis du synes, den skal sødes, kommer du 1/2 til 1 spsk honning i. Lad snapsen opløse honningen – og lad den gerne stå til næste dag.
- Smag på snapsen, så du er sikker på, at den har den sødme og smag, som DU kan lide. Er snapsen blevet for sød eller for kraftig, kan du fortynde den med lidt mere snaps.
- Nu kan du filtrere snapsen. Det gør du ved at hælde den gennem et kaffefilter i en tragt, som du sætter i den flaske, du gerne vil opbevare snapsen i.