Kryddersnaps

Hvidtjørneblomstersnaps

HvidtjørneblomstersnapsLige nu lyser hvidtjørnenes smukke hvide blomster op i hegn og haver i hele Danmark, og det er nu, du skal ud og samle blomster ind til en dejlig hvidtjørneblomstersnaps. Kryddersnapsen laves på knopperne og de helt nyudsprungne blomster.

De smukke hvide blomster bliver til en gyldenbrun snaps

Det er så forunderligt, at de smukke hvide blomster, man plukker fra hvidtjørnen, på ganske kort tid bliver til en gyldenbrun snaps. Blomsterne bliver brune og al smag og kraft trækkes ud af dem og lagrer sig i alkoholen.

På under en uge kan man simpelthen lave den skønneste snaps med en ganske lille indsats. Først plukker man blomsterne, så hælder man dem i et glas og overhælder med snaps, så filtrerer man og søder evt. og vupti: Så har man en snaps.

Hvidtjørneblomstersnaps

Et udvalg af snapse skal man have

Vi har lavet rigtig mange kryddersnapse med tiden, og nogle af dem er selvfølgelig vores favoritter. Vi laver altid små portioner, med mindre det er en snaps, vi er helt tossede med. På den måde brænder vi ikke en hel flaske brændevin af på en snaps, vi måske ikke synes er den bedste i verden.

Snapse er jo en smagssag – både om man overhovedet er til snaps og kan lide den og hvilke smage, man foretrækker. Vi serverer ofte snaps for vores gæster, og især de ældre af slagen er meget glade for at få serveret en hel bakke med flasker af hjemmelavede kryddersnapse, som de kan vælge imellem og smage på.

Derudover bruger vi rigtig meget vores snaps i drinks. Det kan være velkomstdrinks med boblevin, hvor snapsen giver en skøn smag, fx denne velkomstdrink  med Asti og lavendelsnaps, eller i en mere “seriøs” drink.

Hvidtjørneblomstersnaps

Opskrift på hvidtjørneblomstersnaps (35 cl)

  • 2 dl nyplukkede blomsterknopper og nyudsprungne blomster fra hvidtjørnen
  • 35 cl klar og smagsneutral snaps, fx Brøndums
  • evt. en lille tsk honnning

Pluk de hvide blomster og læg dem på et lyst klæde i 10 minutter, så evt. insekter og smådyr kan kravle fra. Det plejer ikke at være slemt med hvidtjørneblomster. Du må endelig ikke skylle dine blomster, for så skyller du blomsterstøvet af.

Læg blomsterne i et sylteglas eller sylteflaske med bred hals.

Hæld snaps over og sæt låg på sylteglasset eller -flasken.

Lad snapsen trække i ca. en uge.

Hæld snapsen gennem en sigte for at få hvidtjørneblomsterne siet fra og hæld snapsen tilbage i sylteglasset. Hvis du synes, den skal sødes, kommer du ca. 1 lille tsk honning i, som du lader opløse sig. Lad gerne snapsen stå indtil næste dag eller i det mindste et par timer. Smag på snapsen, så du ved, at den har den rigtige sødme, inden du filtrerer.

Når snapsen har den helt rigtige smag, filtrerer du den. Det gør du ved at hælde den gennem et kaffefilter i en tragt, som du sætter i den flaske, du gerne vil opbevare snapsen i.

God fornøjelse!

HvidtjørneblomstersnapsHvidtjørneblomstersnaps

Forrige indlæg Næste indlæg

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar