Lav din egen lækre myntesirup af mynte fra din have eller grønthandleren. Myntesirup smager fantastisk på yoghurt og skyr og på pandekager og desserter. Siruppen kan også bruges i det salte køkken til dressinger og marinader.
Gylden sirup af mynteblade
Myntesirup er vitterligt noget af det lækreste, man kan lave selv. Så hvis du – lige som jeg – er vild med mynte, så er denne myntesirup garanteret lige noget for dig. Myntesirup smager nemlig næsten magisk på bær og frugt og ikke mindst på din morgenmad, fx en portion græsk yoghurt eller skyr med granola og friske bær. Og så er den jo helt oplagt at hælde over en hjemmelavet italiensk mynteis.
Derudover smager siruppen også skønt på pandekager og vafler eller på desserter. Og i drinks, selvfølgelig! Den smukke gyldne sirup kan også bruges i det salte køkken, hvor jeg ofte bruger bare en teskefuld eller to i dressinger og marinader.
Du kan lave myntesirup lige så længe, du har mynte i haven. Men det er klart, at mynte – lige som alt andet – er bedst i starten, når det er unge friske skud. Det allerbedste resultat får du ved at lave siruppen inden mynten begynder at blomstre.
Jeg er dog ikke bleg for at lave en sirup sidst på sommeren i stedet for blot at lade mynten gå til. Det kan jeg næsten ikke bære i mit hjerte.
Opskrift på myntesirup
Opskriften på den dejlige sirup af mynte er helt enkel, og du finder den lige her under. En færdiglavet sirup kan du bl.a. bruge til at lave en iskold mynte-chokoladedrik, som smager himmelsk.
Du kan bruge hvilken som helst slags mynte – vælg den mynte du allerbedst kan lide eller har i haven, fx en grøn mynte (som jeg har meget af) eller en pebermynte (som vokser lystigt i mit drivhus).
Der findes mere end 100 forskellige sorter af mynte. Nogle mynter smager nærmest af spearmint eller tandpasta, som nogle ville sige, andre smager mere søde eller frugtagtige. Til myntesirup er jeg ikke så vild med spearmint-smagen. Her foretrækker jeg den lidt mere frugtagtige mynte eller en chokolademynte.
Får du lyst til at lave flere lækre hjemmelavede sirupper af råvarer fra din have, så kan det være, du også vil finde inspiration i disse opskrifter:
Kirsebærsirup – velsmagende dybrød sirup
Se alle opskrifter på hjemmelavede sirupper
Myntesirup
Equipment
- 1 Glasflaske med låg
Ingredienser
- 1 bundt mynte fra haven (ca. en håndfuld, når du holder stænglerne i din hånd)
- 4 dl vand
- 300 g sukker
Sådan gør du
- Skyl mynten grundigt og nip alle bladene af stænglerne. Riv bladene over i halve. Du kan også bruge stænglerne – særligt, hvis det er først på sæsonen og de endnu er bløde.
- Fyld vand og sukker i en lille gryde og læg den rensede mynte oveni.
- Kog nu langsomt op. Når siruppen begynder at koge, skruer du ned for varmen – så langt ned, at siruppen kun lige koger.
- Lad gryden stå og simre ca. 30 minutter, mens du ind i mellem lige rører i den og fornemmer, om den tykner. Den vil højst sandsynligt først begynde at tykne efter en halv time, så der skal du holde ekstra øje.
- Når myntesiruppen begynder at blive mere tyk, kan du lave en lille prøve for at se, hvor tyk den er blevet, for det er svært at afgøre, når den er varm. Dryp lidt sirup på en tallerken og sæt den i køleskabet et par minutter – så vil du kunne se, hvor tyk den er ved at køre en finger igennem.
- Når du mener, at din sirup har den helt rigtige konsistens, slukker du for varmen og hælder din sirup gennem en sigte ned i en flaske. Brug en tragt, så du rammer plet.
- Lad siruppen stå og køle af med låget åbent.
6 comments
Jeg har lige lavet en portion, det smager fantastisk! Skal den stå på køl, når den er færdig?
Hej Mia
Hvor dejligt at høre 🙂 Og helt enig: Det smager fantastisk!
Du behøver ikke at opbevare siruppen på køl, men du kan godt. Særligt når det bliver rigtig varmt i sommermånederne kan det være en god idé, da siruppen nemt kommer til at krystallisere.
Nyd siruppen!
Mange hilsner Trine
Hej jeg har en Japansk rød mynte i haven ,bruges den på samme måde som den grønne? V. H. Kirsten larsen
Hej Kirsten
Jeg har desværre ikke selv en japansk rød mynte (men det skal jeg da have anskaffet mig ..), så jeg må være dig svar skyldig. Jeg ville dog ikke tøve et sekund med at prøve det af, og jeg er sikker på, at du nok skal få et godt resultat.
Held og lykke med det!
Mange hilsner Trine
Hvad gør man når den ikke er stiv efter 50 minutter. Jeg doblede opskriften op
Hej Ilona
Det er meget svært at se, om en sirup er helt færdig, mens den er varm. Jeg ville prøve at lade den køle af, og hvis den næste dag stadig ikke har den konsistens, du ønsker, kan du prøve at tilsætte lidt mere sukker og lade den koge yderligere ind. På et tidspunkt vil den nå den ønskede konsistens.
Held og lykke med det!
Mange hilsner Trine