Kage med peanuts smager virkelig skønt, og når der så også er karamel involveret, bliver det ekstra lækkert. Her er opskriften på en peanutkage med en skøn karamelliseret top, som nærmest kommer til at smage a la saltkaramel, når de saltede peanuts blandes med karamellen.
Kage med peanuts
Denne peanutkage bages med en skøn karamelliseret top. Saltede peanuts hældes i karamellen og bliver nærmest til en saltkaramel med peanuts i. Når kagen bages, siver den overskydende karamel ned i kagen og resten “pakker” sig om laget af peanuts på toppen. Dermed får kagen den karamelliserede top.
Peanuts er simpelthen så lækre at bruge både i det søde og salte køkken. Vi serverer meget ofte peanuts til karryretter eller gryderetter, hvor de bruges til både at salte retten og give den lidt bid og knas.
Prøv fx denne Butternut curry med peanuts
Peanuts smager også godt i salater, hvor de giver smag og sprødhed. Og så tilfører de samtidigt salt og en god nøddesmag.
Prøv fx denne spidskålssalat med æble og peanutdressing
Og så er peanuts jo bare skønne at bruge i bagekøkkenet. Her bidrager de til at skabe den gode kombi af salt og sødt sammen – noget, som kan være utrolig svært at modstå.
Prøv fx disse uimodståelige peanutbuttercookies
Man kan også lave sin egen peanutbutter og bruge i både det søde og det salte køkken. I det søde køkken, kan peanutbutter fx bruges i kager og cookies, mens det smager rigtig godt at komme et par skefulde i en gryderet eller i en dressing i det salte køkken.
Opskrift på peanutkage med karamelliseret top
Neden for finder du opskriften på den meget lækre kage med peanuts og karamel. Kagen er både nem og hurtig at bage og er perfekt at servere til eftermiddagskaffen. Den smager rigtig godt, når den stadig er helt lun og nybagt.
Er du vild med kager med nødder af alle slags, så kan det være, at disse udvalgte opskrifter på kager med nødder også vil inspirere dig:
Pærekage med marcipan og mandler
Se hele samlingen af opskrifter på kager
Peanutkage med karamelliseret top
Ingredienser
Topping
- 100 g smør
- 75 g sukker
- 75 g honning eller sirup
- 3/4 dl fløde
- 225 g saltede peanuts
Kage
- 100 g stuetempereret smør
- 225 g sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 2 æg
- 350 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1/4 tsk fint salt
- 1 3/4 dl mælk – gerne sødmælk
Sådan gør du
Topping
- Varm smør, sukker, honning og fløde op i en lille gryde og lad smørret smelte langsomt, mens du rører i gryden en gang i mellem.
- Når smørret er smeltet, bringer du gryden i kog og lader karamellen småkoge i ca. 3-5 minutter.
- Tag gryden af varmen og rør peanuts i. Sæt karameltoppingen til side, mens du rører dejen sammen.
Kage
- Pisk stuetempereret smør og sukker godt sammen, indtil det er let og cremet (det tager ca. 3 minutter) – gerne på en røremaskine.
- Tilsæt vaniljesukker og æggene et af gangen og rør det godt.
- Bland mel, bagepulver og salt sammen i en skål.
- Vend melblandingen skiftevis i røreskålen sammen med mælken og rør dejen jævn og glat. Bruger du røremaskine, skal det være på laveste hastighed.
- Hæld dejen i en godt smurt springform og fordel karameltoppingen med peanuts ovenpå. Sørg for, at toppingen primært ligger ovenpå kagen og ikke løber alt for meget ned af siderne (det kan ikke undgås, at der er lidt, der løber ned).
- Bag kagen ved 180 grader varmluft i ca. 45-50 minutter. Hvis du synes, kagen/peanuts'ne på toppen bliver for mørke til sidst, kan du lægge et stykke staniol over de sidste 10-15 minutter – hold godt øje med farven efter en halv times tid.
- Lad kagen køle let af og løsn den derefter fra springformen. Server gerne med det samme, evt. med lidt cremefraiche eller letpisket fløde.