Det er nemt at lave sin egen rabarber slushice hjemme i køkkenet, og jeg lover, at det er et stort hit hos både børn og barnlige sjæle med denne enormt læskende slushice med rabarbersmag på en varm sommerdag.
Sommer i Danmark
Rabarber slushice er indbegrebet af dansk sommer og noget af det allerlækreste at lave med sine rabarber fra haven. Når solen skinner, og det er varmt, skal der iskolde og læskende drikke til. Og det må gerne være slushice!
Selv om du ikke ejer en slushice-maskine, er det ganske nemt at lave sin egen hjemmelavede slushice i køkkenet. Faktisk er det såre simpelt: Du blander blot granita af rabarber med danskvand og vupti har du den lækreste slushice med rabarbersmag. Får du lyst til at lave en voksenudgave, så prøve denne iskolde rabarberdrink med citronmelissesnaps. Uimodståelig!
Rabarber i haven
Som regel siger man, at man skal bruge sine rabarber inden Sankt Hans. Det gælder især de gamle sorter af rabarber, som ofte indeholder mere oxalsyre end de nyere sorter. Ved Sankt Hans-tid stiger mængden af oxalsyre i rabarberne til en mængde, som ikke er godt for os længere, og derfor lader man rabarberne være fra sidst i juni. De nyere sorter indeholder dog ikke så meget oxalsyre og kan faktisk bruges hele sommeren.
Ofte bliver rabarberne også lidt trævlede og trætte sidst i juni, og derfor egner de sig bedst til saft. Lav derfor saft ud af de sidste rabarber eller lav granita til fryseren. Du kan også lave rabarbergranita af rabarbersaft. Her regner du blot ud, hvor meget sukker, din saft indeholder pr. 100 ml og tilsætter så lidt ekstra, så det svarer til opskriften på granita af rabarber. Laver du rabarbersaft med vanilje, får du tilmed en vaniljesmag i sluchicen – det smager også godt, kan jeg fortælle.
Opskrift på rabarber slushice
Slushicen er utrolig nem at lave, når du først har lavet granitaen. Lav gerne en stor portion, så du har basen for slushicen i fryseren, så er det nemt lige at lave en iskold og læskende drik på en varm sommerdag. Det er nemlig både nemt og hurtigt at lave granitaen af rabarber.
Får du lyst til at lave mere med radarer, så find gerne inspiration i mine mange andre rabarberopskrifter:
Se alle opskrifter med rabarber
Rabarber slushice
Ingredienser
Rabarbergranita
- 200 g rabarber
- 200 g sukker
- 5 dl vand
Slushice
- rabarbergranita
- danskvand
- evt. et par stilke citronmelisse eller mynte
Sådan gør du
Rabarbergranita
- Skyl og rens rabarberne og skær dem i mindre stykker.
- Kom rabarberne i en gryde sammen med vand og sukker og bring det i kog. Lad det småkoge i ca. 15 minutter, til sukkeret er helt opløst.
- Hæld siruppen gennem en sigte, så rabarberne bliver siet fra, og ned i en form med låg til. Kom den i fryseren i mindst 3-4 timer.
Servering
- Tag granitaen ud af fryseren og skrab granita af rabarber i flager med en gaffel og kom det i to glas – sæt evt. glassene i fryseren eller køleskabet først, så de er helt iskolde.
- Top med danskvand og pynt med en stilk citronmelisse eller mynte.
- Server den iskolde drik med det samme – og gerne med en ske, så man nærmest kan drikke-spise sin rabarber slushice.