Ahh, rosensnaps. Roser fyldt på flaske. Lyder det ikke bare skønt? Rosensnaps er noget af det nemmeste at lave selv og et rigtig godt sted at begynde, hvis man gerne vil eksperimentere med hjemmelavet kryddersnaps. Snapsen laves nemlig på kort tid og smager virkelig dejlig.
Der er to ting i køkkenet og haven, som virkelig kan få mit hjerte til at banke. Den ene er blomster i haven og anvendelsen af blomsternes blade i køkkenet. Den anden ting er leg og eksperimenter med at lave egne snapse, sirupper, kryddersalte, marmelader osv.
Jeg elsker det, og jeg tror ikke, der er noget tidspunkt, hvor jeg er mere i flow, end når jeg tuller rundt ude i min have og henter urter, blomster, bær og andre spiselige ingredienser ind i mit køkken for at gå på opdagelse i en verden, som for mig at se er så spændende og indbydende, at jeg bliver helt fortryllet.
Der er så ufatteligt mange ting, man kan foretage sig med de ting, man dyrker i haven, at det nærmest føles uendeligt. Det er at sammenligne med rejser rundt i verden. Selv om man har været alle mulige steder, så har man ikke set og oplevet det hele. Der forbliver masser af oplevelser tilbage, som venter på én til en anden god gang. Sådan har jeg det med at omsætte min egenavl fra haven i mit elskede lille køkken.
Blomstersnaps, sødme og parfumerede smage
Roser er virkelig fremragende at bruge i køkkenet. De er smukke og tilfører ofte maden farve. Og så smager roser dejligt søde og lidt parfumerede uden at være for meget af det gode.
Roser kan plukkes hele sommerhalvåret og langt ind i efteråret. Mange roser blomstrer også i september og oktober og nogle fortsætter til langt hen i december. Lige nu er det november, og jeg laver stadig rosensnaps og rosensalt og roseneddike med roser plukket direkte fra haven. Det er da fantastisk.
Til rosensnaps kan du vælge lige præcis den rose, du ønsker, så længe den har en kraftig og dejlig duft. Du kan nøjes med knopper og blade fra en enkelt sort eller du kan blande en masse forskellige roser. Prøv dig bare frem.
Se hele samlingen af opskrifter på hjemmelavet kryddersnaps her
Opskrift på rosensnaps
Neden for finder du opskriften på den dejlige kryddersnaps lavet på roser. Er du vil med roser, synes jeg også, du skal tjekke disse opskrifter ud, som måske kan inspirere dig:
Kvædelikør med roser og krydderier
Se hele samlingen af opskrifter med roser her
Rosensnaps
Ingredienser
- 3,5 dl Brøndums Klar snaps eller en anden smagsneutral og ufarvet snaps
- en stor håndfuld håndfuld nyplukkede roser, som skal dufte kraftigt
- 1 spsk honning
Sådan gør du
- Gå ud i haven og pluk en dejlig stor håndfuld roser. Det skal være duftroser, da de giver mest smag til snapsen. Hybenroser er fine eller fx den meget duftende rose Rose de recht, som virkelig er eminent at bruge i et køkken.
- Rens roserne for små dyr, der ofte gemmer sig mellem bladene, og sorter halvvisne blade fra.
- Hæld roserne i et stort sylteglas eller en flaske med en bred hals, fx et Weck-glas.
- Fyld en halv flaske klar snaps på, rør rundt, så alle rosenblade er dækkede og sæt låg på.
- Lad snapsen trække et døgns tid. Ligesom alle andre blomster, vinder smagen ved roser ikke ved at trække i længere tid, men der sker intet ved, at snapsen trækker med bladene i op til to-tre døgn.
- Hæld snapsen gennem en sigte for at få bladene fra og hæld snapsen tilbage i sylteglasset. Her kommer du en spsk honning i, som du lader opløse sig. Det tager ikke så lang tid og enten samme dag eller næste, kan du filtrere snapsen.
- Det gør du ved at hælde den gennem et kaffefilter i en tragt, som du sætter i den flaske, du gerne vil opbevare snapsen i. Men husk lige at smage på snapsen først, så du er sikker på, at den har den sødme og smag, som DU kan lide. Er snapsen blevet for sød eller for parfumeret, kan du fortynde den med lidt mere snaps.