Disse lækre boller er både nemme at bage og så smager de vidunderligt. De er til den syndige side og er ægte gammeldags søde, bløde og svampede fødselsdagsboller, som vor farmor lavede dem.
Fødselsdagstraditioner
Søde fødselsdagsboller bager vi hver gang, der er en i familien, der har fødselsdag. Det er en fast tradition og noget, som vi ikke ville undvære. For vi elsker simpelthen disse lækre gammeldags boller.
Opskriften er gået i arv til mig fra min farmor. Og jeg kan stadig huske, når jeg som barn var på besøg hos farmor og farfar, og hun bagte disse boller, fordi hun vidste, at jeg elskede dem. Det er altså et godt minde at have med sig i bagagen.
Ægte søde boller
Og fødselsdagsboller skal selvfølgelig være noget helt særligt. Noget vi ser frem til og glæder os til. Og det skal være den ægte slags. Ikke noget med lige at blande lidt havregryn eller groft mel i. Ikke noget med at erstatte smør med olie og reducere sukkerindholdet. Nej, det skal være ægte søde fødselsdagsboller som i gamle dage. Og bollerne skal selvfølgelig følges op af vores yndlingslagkage, nemlig fødselsdagslagkage med frisk frugt og makroner.
Med årene er denne opskrift blevet givet videre til både familiemedlemmer og venner. Og det vil sige, at alle, der har været til fødselsdag hos os har fået opskriften med hjem efterfølgende. Det er da hyggeligt. Og tænk sig, at farmors gode opskrift på boller nu er nået så vidt omkring.
Opskrift på søde fødselsdagsboller
Du finder opskriften på de lækre søde teboller, som både kan spises til fødselsdag og hverdag, lige her nedenfor. Bollerne er nemme at lave og du kan være sikker på at få succes med dem.
Server dem gerne med en god hjemmelavet marmelade til, fx denne jordbærmarmelade med hyldeblomst eller måske med en god hjemmelavet nutella.
Og kan du godt lide at bage, så tjek også nogle af mine mange andre opskrifter på bagværk. Her er et lille udvalg:
Søde fødselsdagsboller
Ingredienser
- 4 dl letmælk
- 150 g smør
- 50 g gær
- 3 æg
- 100 g sukker
- ca. 800 g hvedemel
Sådan gør du
- Lun mælken, tag den af blusset og lad smørret smelte delvist i den lune mælk. Hæld mælk og smør i en røreskål og rør gæren ud heri.
- Tilsæt æg og sukker og tilsidst hvedemelet, som æltes i lidt ad gangen, indtil dejen har en fast, men fedtet konsistens. Pas på, du ikke rører for meget mel i, men samtidig må den ikke være for klistret.
- Lad dejen forhæve 1/2 time i skålen på køkkenbordet.
- Slå dejen sammen og form ca. 20 boller, som du sætter på to bageplader.
- Lad bollerne efterhæve 1/2 time.
- Bag bollerne i en 180 grader varm ovn i ca. 12-15 minutter.
4 comments
Det er mig der har fødselsdag. Det er de bedste fødselsdags boller man kunne tænke sig. Trine er den bedste mor i verden. (tag og lav dem til fødselsdage) de er kan kun anbefales.
Tak søde fødselsdagsbarn 🙂
De skal prøves til Frederikkes fødselsdag sidst i marts
Hej Charlotte
Lyder som en god plan – håber, de vækker jubel 🙂
Mange hilsner Trine
Comments are closed.