Hvis du er til lakrids, så advarer jeg dig, for disse lakridssmåkager med citron er stærkt vanedannende og to-tre stykker er slet ikke nok. De er små og mundrette, og selv om du får mindst 200 småkager ud af denne portion, er de hurtigt væk.
Mundrette småkager til jul – og resten af året
Lakridssmåkager med citron hører til nogle af vores yndlingssmåkager, som vi altid bager til julemåneden. Vi kunne faktisk slet ikke forestille os ikke at have en kagedåse stående med disse lækre godbidder.
Småkagerne har en dejlig frisk smag, fordi der er citron i. Og det er altså en virkelig skøn kombination med citron og lakrids – kraftige smage begge to – men de komplementerer hinanden godt. De er et godt alternativ til de klassiske julesmåkager med alle julekrydderierne, som man godt kan nå at blive en lille smule træt af inden jul.
Hurtige julesmåkager
Lakridssmåkagerne er også væsentlig hurtigere at bage end de fleste julesmåkager, og så er de nemme. Opskriften giver ca. 200 små småkager.
De færdigbagte småkager er ret fine med en brun kant af lakrids. De ligner næsten kartoffelchips med skræl, som en af mine kolleger påpegede, da jeg delte en dåse af disse lakridssmåkager med kollegerne på mit arbejde.
Opskrift på lakridssmåkager med citron
Opskriften på de mundrette småkager med lakrids og citron er helt enkel med få ingredienser – og så er de lynhurtige og nemme at lave. Opskriften giver ca. 200-250 småkager. Og det er slet ikke for mange.
Småkagedejen rulles til pølser, der trilles i lakridspulver, hvorefter dejen hviler i køleskabet i 30-60 minutter. Derefter skæres dejpølserne i tynde skiver, der bages kort tid i ovnen.
Jeg har ofte bagt disse småkager og givet væk til i værtindegaver og til familie og venner. Og de bliver så glade. Får du lyst til at bage flere julesmåkager, så tjek endelig mine mange andre julesmåkageopskrifter. Her er et lille udpluk, men der er mange flere og mange af dem er gamle familieopskrifter, der er gået i arv:
Sønderjyske fedtebrød med romglasur
Mormors ingefærsmåkager – julens allerbedste småkager
Se alle opskrifter på julesmåkager
Lakridssmåkager med citron
Ingredienser
- 200 g hvedemel
- 80 g sukker
- 80 g rørsukker
- 150 g smør
- revet skal af 1 usprøjtet citron
- 4 spsk lakridspulver
Sådan gør du
- Bland mel, sukker, rørsukker, 1 spsk. af lakridspulveret og revet citronskal i en skål og rør smørret i. Du kan sagtens røre småkagedejen på en røremaskine.
- Ælt dejen sammen og tril 5 pølser, som når du laver pebernødder. Rullerne skal have en diameter på ca. 2-3 cm. Småkagerne flyder lidt ud i ovnen og bliver derfor lidt større end diameteren på dine ruller.
- Drys resten af lakridspulveret ud på et stykke bagepapir og tril dine ruller i det, så de er helt dækkede af lakrids. Stil dem derefter på køl i en halv til en hel time.
- Skær rullerne i skiver på 2-3 mm. og læg på bageplader beklædt med bagepapir. Bag lakridssmåkagerne i ovnen ved 180 grader i ca. 8-10 minutter, til de er flotte gyldne med en brun ring.
- Køl kagerne af og læg dem på dåse eller glas. Småkagerne smager mere af lakrids, når de er varme, så bliv ikke forskrækket, hvis du lige skal smage, når de er kommet ud af ovnen. Lakridssmagen aftager, når de er kølet af.
2 comments
De bedste lakridssmåkager
Hej Mette
Helt enig 🙂 Tak for kommentaren.
Mange hilsner Trine
Comments are closed.